Teater for voksne fjollehoveder

Miguel de Cervantes' Don Quixote er en høj tynd mand. Det er Nicolas Bro ikke. Men han er overbevisende i rollen som alletiders største fjols. Nicolas Bro giver Cervantes' aldeles tåbelige antihelt en barnlig uskyld, som gør, at man holder af ham og med ham, selv når han kæmper mod vindmøller og fåreflokke.
Skuespillet synes i det hele taget båret af et stort overskud. Det virker som om, skuespillerne selv morer sig kosteligt undervejs.

Scenografi, lyd, lys og brug af rekvisitter er på én gang meget simpelt, ganske originalt og til tider lettere surrealistisk. F.eks. får Don Quixote noget, der ligner et dukkehus, på hovedet for at illustrere, at han er inde i sit hus. Når Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza rider af sted gennem en skov, vises det ved, at statister løber med grene rundt om de to. Lyder det fjollet? Det er det også. Det er kreativt og flot udført, men forestillingen er virkelig både plat og fjollet og helt vildt sjov. Man skal huske at tage sit indre barn med i teatret, hvis man skal have det optimale ud af "Don Quixote".

Stykkets absolutte force er humoren. Ikke desto mindre kan "Don Quixote" mere end at more. "Don Quixote" henviser bl.a. til sig selv som skuespil/fiktion i flere sammenhænge, og spørgsmålet om, hvem der egentlig er (mest) til grin, besvares heldigvis ikke fuldstændigt entydigt.