Kore(a)ografisk nytænkning

Hvordan fejrer man bedst Valentines Day?
Romantisk middag?
Kærlige ord på et kort og blomsterbuketter og chokolade?
Eller måske et mere utradionelt og eksperimentelt valg?

En af mulighederne er Kore-A-Moves i Dansehallerne, København, hvor to de asiatiske dansegrupper Sungsoo Ahn Pick-up Group og AHN soo-young Dance Project performer henholdsvis ROSE og SWAN LAKE.

Og det er en rigtig god mulighed. Et interessant valg.

ROSE (2009) er en humoristisk og parodisk nyfortolkning af Stravinsky’s klassiker The Rite of Spring, som oprindeligt omhandler fejringen af forårets komme via primitive offerritualer, herunder ofringen af en ung pige. En pige, hvis betydning understreges i stykket via en rød hårpragt, som kontrast til tøjvalg og scenografi. Håret danser næsten sin egen parallelle eller separate dans, bliver et afgørende fokus og centrum igennem hele stykket.
Sungsoo Ahn Pick-up Group’s fem dansere kreerer således en visuel beskrivelse af offerritualer og kønsroller via en minimalistisk scenografi, kønsløst tøjvalg, enkel men effektfuld belysning samt asymetriske, moderniserede og eksperimentelle kropslige bevægelsesmønstre. Bevægelsesmønstre, hvis modernitet står i klar kontrast til musikkens traditionalitet. Bevægelsesmønstre, som til tider skaber associationer til den asiatiske kulturarvs kampsportsintensitet. Det er udelukkende kroppen og dens bevægelser som er i fokus. Og humoren. En universel og letforståelig humor, der sammen med et musikalsk remix af klassisk Stravinsky, omformer The Rite of Spring.

Før man når at fordøje syns- og auditive indtryk, efterfølges ROSE af SWAN LAKE (2011) af AHN soo-young Dance Project, hvis alvor står i skærende kontrast til ROSE’s humoristisk indfaldsvinkel på nyfortolkning af et klassisk værk. I modsætning er der tale om en nyfortolkning af Tjajkovskij’s Svansesøen, som på trods af en ligeledes enkel scenografi, lyssætning, kostumevalg og nytænkende kropsbevægelser (hip hop, ballet og moderne dans) stadig bevarer orginalstykkets dramatik og dybsindighed. Kropsbevægelserne er opdelt i en dansemæssig synkronitet, ved at henholdsvis de dansende mænd og kvinder danser to adskilte synkrone danse - og herved forekommer to parallelle kønslige visuelle beskrivelser i stykket, som understreger det oprindelige stykkes dualisme. Dog har stykket en tendens til at synes noget langsommeligt og ensformigt, på trods af den visuelle skønhed, da musikken til tider kan virke en smule auditivt generende samt idet stykket består af én lang akt uden afbrydelser eller skift, mens ROSE i modsætning var opbrudt i mindre akter og indeholdt større scenografisk variation. En anden kontrast mellem de to stykker er betydningen af forforståelsen af det oprindelige stykke. Hvor man ved ROSE ikke nødvendigvis behøver at have et kendskab til orginalstykket for at nyde det, er det i SWAN LAKE i langt højere grad relevant at kende til Svanesøens fortælling om prins Siegfrieds kærlighedskvaler, splittet mellem den hvide svaneprinsesse Odette og den mørke Odile pga. trolddom.

Sammenfattet kan det understreges, at er man tilhænger af de klassiske versioner af Stravinsky’s og Tjajkovskij’s stykker, så vil SWAN LAKE meget sandsynligt falde i jeres smag, hvorimod ROSE givetvis vil henvende sig mere til personer, som ikke nødvendigvis har det store kendskab til eller interesse for de oprindelige stykker. Ved at sammenkoble disse to stykker får man således en visuel oplevelse som er meget forskelligartet og modsætningsfyldt, og som appellerer til to meget forskellige målgrupper. Også selvom der er tale om en nyfortolkning af de traditionelle stykker i begge tilfælde. Og ikke bare en hvilken som helst nyfortolkning, men en asiatisk, hvormed koreografien på udefinerbar vis kommer til at fremstå meget anderledes og innovativ sammenlignet med de kendte vestlige koreografiske traditioner.