Afslutningen havde budskabet

Aisha er vred og frustreret. Over at blive dømt, over at mediernes historier om hende og misforståelser omkring hendes etniske baggrund og hendes familie kan spænde ben for hendes X-faktor- og fremtidige politiske karriere. Hun vil skabe oprør i Danmark, både seksuelt og politisk, og det skal ingen stå i vejen for, slet ikke hendes etnicitet.

Men uha, efter mit sind er Aishas rolle og lange monolog lidt for karikeret til at gå ind og ramme følelsesmæssigt, og jeg oplevede imidlertid at jeg opbyggede et lettere skjold som værn mod den lidt lange og kraftige frustrationsstrøm.
Min oplevelse af stykket vendte imidlertid fuldkommen da monologen endte og Hassan Preisler trådte ind på scenen og præsenterede sig som instruktør samt fortalte om baggrunden og meningen og om, hvad han ønskede det skulle skabe i os som tilskuere. Med reference til det gammelgræske teater tog han mikrofonen ved hånden og spurgte publikum til dét at have en rolle og sætte andre i en kasse, til fordomme og klassificering og til dét at dømme og blive dømt af andre. Dette vendte oplevelsen og forestillingen til at være meget levende og inddragende, fra hvor jeg før følte mig lidt uden for hovedpersonens vrede og lidt for klicheaggressive monolog.

Stykket fungerer som en isbryder for emner som fordomsfuldhed, og jeg har i døgnet efter forestillingen tænkt adskillige gange over forestillingens og Hassan Preislers budskab og personlige bidrag med egne historier som debat og afslutning under forestillingen, for dét efterlod et indtryk - mere end selve stykket gjorde!