En skuffende oplevelse

I sidste sæson så jeg det dramatisk fængende og på det tidspunkt særdeles højaktuelle stykke "Ondt blod" på Betty Nansen, så mine forventninger til "Jeg ringer mine brødre" var store.
De blev absolut ikke indfriet.

Teksten og handlingen var uden dramatik og udvikling, uvedkommende og så forudsigelig som 'Amen' i kirken.

Instruktionen af de stakkels 4 skuespillere udsatte dem for noget, der lignede et forhindringsløb på en scene, der var fyldt med flag, alle forsynet med grundstoffernes atomtegn fra Det Periodiske System.
Og nu, hvor jeg er i gang med at brokke mig, så var musikken alt for høj.
Sad - og med god grund, synes jeg - og følte, at al den energiske farten rundt på scenen og den høje musik forsøgte at dække over det tynde indhold.
Det lykkedes ikke.

Jeg var på intet tidspunkt rørt eller berørt.
Med sådan en tekst havde skuespillerne ikke en chance. Skylden for den skuffende oplevelse tillægger jeg alene forfatteren.