Altoverskyggende, almægtig agtelse, Anemone
Vurdering:
Samlet vurdering:
Tak, fordi vi har Anemone Teatret. Tak for den tårnhøje kvalitet - hver gang! Hvor er det fantastisk - og betryggende -, at der er et teater, der laver produktioner af så høj kvalitet for den kommende teatergeneration. Der bliver sandelig noget at leve op til på de eksisterende scener, for dem, der kommer på Anemone, er godt vant!
Lige meget om du er barn, forælder eller gammel mormor - der er noget for alle, når Anemone sætter en forestilling op.
Har du børn eller børnebørn i aldersgruppen +5 år, så skal du unde dem og dig selv de mest livgivende, sødmefyldte og nogle gange skræmmende 50 minutter i selskab med de særdeles dygtige medvirkende i "Lyset og lykkens edderkop".
Der er musikalsk vellyd i lange baner, det er en forrygende fortælling om at være barn i en omskiftelig tilværelse, en fortælling om ensomhed, om venskab og om at at kunne flytte sig - og andre -, selv om man står fast på sine principper - for vi bliver jo alle klogere på vores færd over "livets hav". Og vi kan tage ved lære af dem, vi møder på vores færd.
Min lille ledsager på 5 år var så optaget og dybt engageret i forestillingen hele vejen igennem. Og hun havde en ubændig lyst til at klappe i både tide og utide - og det havde mormor også!
Vi fik afløb, da forestillingen var forbi.