Crash forulykkede

... Salen talte med lidt god vilje max 4 fyldte rækker, og da jeg undervejs i stykket kiggede mig omkring, kunne jeg se på de omkringsiddende, at de var ligeså forfærdede som jeg selv.

På et tidspunkt tager de to hovedpersoner to torso-dukker frem - a la den slags man tester airbags med - sætter sig på knæ yderst på scenen, og slår med hvinende børnestemmer hinandens dukker i ansigtet i 5 meget lange minutter. Det var ubehageligt for os, der så på - og jeg tror også, det var det for skuespillerne.

Den kvindelige hovedrolleindehaver, den islandske sopran Regína Unnur Ólafsdóttir, demonstrerer ellers et imponerende stemmeorgan, hvorimod hendes mandlige modstykke Svend E. Kristensen både kæmper med sit engelske og en indadvendt akavethed i sit skuespil.

Hvis ikke jeg havde læst om stykket op forhånd, havde jeg ikke anet, hvad der foregik. Kort opsummeret er de kørt galt og oplever scener fra deres liv samme passere. – Hvilket fremføres i et mudret inferno af forskellige musiske indslag, dukke-klask, familieopstilling af nogle kongespilspløkker de finder frem fra bagagerummet mm. Desværre var de to skuespillere slet ikke gearet til den alsidighed, der blev lagt op til. Det var kejtet og nogle gange faktisk pinligt.