En fortælling fra det virkelige liv

"Ultimatum" er ikke teater. Det er heller ikke en forestilling, men en fortælling fra det virkelige liv. Og det er lige præcis de to mennesker, der står på scenen, der har gennemlevet - og overlevet - den fortælling, vi får fortalt.

Sarte sjæle bør holde sig væk, for det er uhyrligheder en alkohol- og stofmisbrugende person - i denne fortælling faren - kan forvolde sin familie og nærmeste.

Man begriber ikke, at sådant kan finde sted, uden der bliver grebet ind. Men det kan det åbenbart - og i årevis.
Er det fordi vi lider af berøringsangst? Eller vælger vi bevidst at se den anden vej for at undgå at blive indvolveret? Har vi nok i vores eget, så der ikke er overskud til at kere sig om andres ve og vel? Er vi blevet socialt 'blinde'? Er vi bare en stor flok egoister, der kun kan rumme 'mig selv og mig selv og så lige min hatteæske'?
Og hvordan står det lige til med det personlige ansvar? Er det altid de andres/samfundets skyld? Næppe!

Fortællingen skal gøre os opmærksomme på vores ansvar for at tage vare på hinanden så ingen - nok især børn - bliver udsat for overlast og pålægges skyld, fordi de voksne svigter, og det budskab kommer også fint frem i denne grumme beretning.
Jeg følte mig både rørt og berørt, men til tider også udsat for en gang følelsespornografi - og det er jeg gerne foruden. Derfor 'kun' 4 kroner til en fortælling om det - desværre - stadigt vigtigte emne: pårørende til misbrugere.