En gedigen fuser

Det er bestemt ikke nemt at skulle anmelde en forestilling, som overhovedet ikke formår at gribe og røre dig, men som til gengæld i sin monotoni langsomt, men sikkert “dræner og dræber” dig som publikum.
Sådan var min oplevelse af “Pigen med bomberne”. Jeg blev ikke på noget tidspunkt hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt “antændt og sønderrevet”, men tværtimod kedet godt og grundigt ihjel.

Historien er forudsigelig, og vi forstod hurtigt, at hun – altså pigen med bomberne – kunne være naboens datter, din datter, min datter, min datters veninde, ja, en hvilken som helst ung pige, der ligner enhver anden ung pige i dag. Der er ingen ydre kendetegn at navigere efter.
Men hvorfor trække hele 10 stort set ens skolepiger med rygsække og mobiltelefoner ind på scenen for at anskueliggøre dette?
Hvorfor flytte rundt på dem på scenen og i salen i løbet af stykket? Man kunne desværre let forledes til at tro, at det var, for at der i det mindste skulle ske bare lidt.
Hvorfor tømme en rygsæk og lægge indholdet systematisk op på scenen for dernæst at hælde to store sække skrald ud over det hele?
De få replikker, pigerne havde i slutningen af stykket, nåede desværre ikke længere ud end højst til første række, og jeg sad altså på femte række og kunne intet høre af, hvad der blev sagt. Ærgerligt og ikke i orden!

Egentligt skuespil i almindelig forstand er der ikke tale om i denne forestilling. Det er en form for anskuelsesforestilling med en række hurtige og hæsblæsende præsentationer af de enkelte piger, alle ledsaget af spørgsmål om hvorfor og hvordan, det kunne ske, at hun lige blev pigen med bomberne.

Slagkraften i de relevante og vigtige budskaber og spørgsmål udeblev dog totalt, og jeg sad endvidere med den oplevelse, at de medvirkende slet ikke havde hjertet og nærværet med i stykket, men blot “kørte” det hurtigt hen over scenen, så det kunne blive overstået.

Jeg behøver vist ikke at sige, at mine store forventninger til dette i mere end en forstand rodede stykke slet ikke blev indfriet. Det var en gedigen fuser, og dem skal man holde sig langt væk fra.

Et par publikummer valgte at forlade salen tidligt i forestillingen. Jeg havde gjort det samme, hvis jeg altså ikke lige havde haft til opgave at skulle anmelde stykket.