En virkelig god, udfordrende og spændende oplevelse!

Er det etisk at skildre en person, som ikke er til stede og som ikke har indflydelse på den karikerede, humoristiske og til tider ydmygende fremstilling af ham? Når det gøres i kunstens navn og med ytringsfrihed og æstetik som altoverskyggende trumfkort?

Dette er omdrejningspunktet i ”Von Trier, Persona Non Grata”, hvor vi følger en depressiv Von Trier (Jens Jørn Spottag) i krise i kølvandet på den famøse pressekonference, hvor han udtaler, at han sympatiserer med Hitler. Med velanbragte referencer til Von Triers mange produktioner, følger vi i første akt hans - til tider usympatiske, excentriske og hensynsløse - bestræbelser på at filmatisere pressemødet, der medførte hans status som ”Persona non grata” på filmfestivalen i Cannes.

Forestillingen portrætterer (?) en mand i stigende opløsning, i kunstnerisk og personlig krise. Samtidig vendes præmissen for forestillingen konstant på hovedet og den figurerer på forskellige fokusniveauer, hvilket underbygger problemet ved at trække ytringsfrihedskortet, som i sin natur byder op til, at det også kan bruges den anden vej.

I anden akt er Von Trier forsvundet i en førerbunker sammen med Hitler, og hele dette akt foregår i en retssal, hvor Teater V er under anklage for at forbryde sig på moral og etik i deres fremstilling af Von Trier (og af Hornsleth og Casper Christensen i de to foregående forestillinger i trilogien). Retssagen binder trilogien sammen og lægger op til debat omkring ytringsfrihed, moral og æstetik, hvor publikum er nævninge og hermed dem, der kan afsige dommen.

I min optik tages publikum lidt for meget i hånden i anden akt, hvor moralen forklares eksplicit i retssalen. Der er dog ingen konklusion på dilemmaet, og der lægges i stedet op til debat, hvorfor denne del af forestillingen ender med at fungere.

For mig var forestillingen en rigtig god oplevelse og er helt sikkert anbefalelsesværdig, hvis man kan lide teater, der er grænseoverskridende, morsomt, udfordrende og sætter tanker i gang.