Det bliver aldrig sjovere end forestillingens plakat

Der er helt mørkt i salen. Et enligt medlem af publikum begynder forsigtigt at klappe, men stopper hurtigt, hvorefter der er igen helt stille i salen bortset fra en nervøs fnisen. Det lader ikke helt til, at nogen ved, hvorvidt stykket er slut.

Så begynder en insisterende klapsalve fra bagerst i lokalet (lysmanden, måske?), og den spreder sig snart. Stykket er færdigt, de fire skuespillere kommer ud og bukker en enkelt gang, og applausen forstummer igen. "Lovens Vogtere" er slut, men det føles langtfra afsluttet.

Stykket handler om tre mænd og tre kvinder, hvoraf de sidste tre er spillet af kun én skuespiller. De tre mænd er krise i deres parforhold og deres maskulinitet (og ikke overraskende spreder krisen sig også til venskab i løbet af stykket). For at håndtere deres liv, påtager de sig rollerne som superheltene Lovens Vogtere (som også er det danske navn på DC Comics' "Justice League") og forsøger at bekæmpe kriminalitet i rød-gule dragter.

"Lovens Vogtere" placerer sig i den klare slipstrøm på ikke bare én, men to tidstendenser: Den maskuline krise og selvrealisering samt ideen om superhelte uden superkræfter.

Og det føles altsammen meget bekendt.

Det var som om at mændene fra "Når mænd de græder" (teaterstykke fra 2010) var blevet kærester med kvinderne fra "Hvorfor krydsede feministen vejen?" (teaterstykke fra 2010), hvorefter de har lånt det rød-gule kostume fra den magtesløse superhelt i "Super" (film fra 2010) og så gå ud og få et ordentligt lag tæsk som hovedpersonen i "Kick-Ass" (film fra 2010) som et led i den mandlige selvrealisering, de måske har læst om i "Fight Club" (roman fra 1996) eller set i "Hjælp, min kone er skide sur" (DR2-program fra 2009).

På skuespilssiden spiller Kathrine Høj Larsen overbevisende, og hun formår på troværdig vis at formidle forskellen mellem de tre kvinderoller, og hun har en stor del af æren for min første af to kongekroner til denne forestilling.

Til sammenligning virker de tre mænd alle lidt distancerede i deres skuespil; som om de ikke helt kan forstå, de ord som kommer ud af deres mund, og som publikum forbliver man ligeledes distanceret.

De tidspunkter man tror og føler mest med de tre mandlige figurer, er faktisk i de scener, hvor de ikke siger noget, men bare udfolder sig fysisk til heavy metal eller temasange fra tv-serier om superhelte. Det er tydeligt, at de tre mænd har det sjovt og ulmer af energi i disse ordløse scener, og som publikum tænker man, om det måske er manuskriptets replikker, som hæmmer spillet.

Allerværst bliver det, når Lars Husum i sit manuskript gang på gang forfalder til monologer, hvor skuespillerne henvender sig direkte til publikum for at fortælle, præcist hvor fede og sexede superhelt er. Man føler sig talt ned til, og de fem monologers indhold kunne problemfrit være blevet formidlet gennem dialog.

Der er optagt til både grin og spænding flere gange i forestillngen, men "Lovens Vogtere" vil for meget og får aldrig helt tingene afsluttet. Forestillingen vil gerne sige noget om selvtægt, om maskulinitet, om parforhold, om superhelte og om venskab, men hvad den egentligt vil sige, det finder vi aldrig helt ud af. Udover selvfølgelig at Lars Husum synes, at superhelte er fede.

Men flot det er det. Siggi Oli Palmason får min anden og sidste kongekrone for sin scenografi til forestillingen, som med sin dukkehusæstetik giver nyt liv til kukkassescenen, samtidigt med, at den skaber mulighed for flotte tableauer og ikoniske scenebilleder.

Før du tager ind og ser forestillingen, tag da et godt kig på plakaten med de tre mænd i rød-gule dragter. Griner du? Det gjorde jeg. Jeg synes også, plakaten er sjov. Men efter en time og tyve minutter i selvskab med forestillingen bag plakaten føler jeg ikke, at jeg har fået meget at grine af, som jeg ikke allerede har grinet af efter at have set plakaten.