Vi kan alle falde...

Skatmat er et stykke om et personligt fald. Det er en realistisk skildring omhandlende, hvordan et menneske på kort tid kan miste fodfæstet, miste rytmen og til sidst miste sig selv.

Johan mister først sin fysiske formåen da hans skulder og arm skades efter en faldulykke på sit arbejde. Senere mister han sit job og sin psykiske formåen.

Fordi han langsomt mister fodfæstet og sig selv, den "Johan" som han troede han var, bliver han mere og mere apatisk. Opgivende. Han giver op over for systemets regler og forventninger, og synker sammen. Han falder og flygter fra denne verden på samme tid, men paradoksalt nok i en indre overbevisning om at han gør oprør, at alt er godt, og at han kan hvad han vil.
Søsteren som vil hjælpe ham bliver pludselig fjenden og fremmedgjort for ham, primært fordi hun symboliserer samfundet med alle dets regler og dogmer. Barndomsvennen som kommer og drikker øl og ryger hash, og den nye unge kæreste, som han under normale omstændigheder i sit liv ville se som distraktion, dårlig påvirkning og personer som fjerner ham fra sin kerne, indtager positionerne som hans nærmeste fordi de bidrager til hans flugt. De bidrager til hans tankespind, om en friere og gladere verden, en gladere ham. En yngre livsglad ham. Til hans illusion.
Men illusionen brister,- heldigvis. Tilbage står stadig søsteren, trofast og loyal trods svigt fra Johans side, som en sand ven der stadig ønsker at hjælpe ham.

Stykket skildrer stærkt og præcist, hvordan vi forvirrede og påvirkede af forskellige personer, kan have vanskeligt ved at skelne imellem ven og fjende, og havne i større og større ulykke under denne forvirring.

Skuespilspræstationerne af Johan og søsteren er fortræffelige.
Vi kan alle falde, når vi mister fodfæstet og den daglige rutine. Ligesom Johan.