Moderne rendering af græsk tragedie

Forventningerne til Ødipus/Antigone var høje ved denne teatergænger, til trods for at jeg godt vidste at fremstille Sofokles' tragedie ville være en gevaldig udfordring.

Ødipus/Antigone bruger en moderne fortolkning til at tage fat i nogle af de kompleksiteter der er i menneskets sind. Dette er blandt andet gennem sceneopsætning i form af et 'motelværelse' hævet ca 1,5 meter over gulvhøjde og det sprog skuepillerne bruger til at få det moderne publikum med.
Desværre er der nogle steder hvor det tydeligt mærkes at stykket er 'kogt ned' til halvanden time, og hvis man kender sin græske tragedier så lægger man mærke til steder hvor der er sprunget let og elegant hen over nogle keypoints fra originalen.
Jeg sad blandt andet og savnede at Antigone blev trukket mere frem, da hun blandt andet har en ret central rolle i det originale stykke, men her bliver hun sat ned til at have en mindre fortællerolle, hvortil jeg mistede hende lidt i udførelsen.

Rollen som Ødipus er til gengæld stærk i fremstillingen og udførelsen. Her er en mand man kan se den psykologiske udvikling i, og på intet tidspunkt mister man fornemmelsen af hvor han er nået til.

Som tidligere hintet så er stykket afhængig af man kender sin tragedie, og jeg har selv lidt svært ved at se hvilket publikum de egentligt ønsker at henvende sig til.

Heldigvis for stykket er der en del sjove passager - blandt andet fremstillingen af Hermes i form af budbringeren på rulleskøjter - hvilket fik publikum til at grine hjerteligt og live lidt op.

Grundet følelsen af nogle mangler, behovet for det lidt dybere kendskab til tragedien om Ødipus og enkelte steder hvor dialogen falder lidt til jorden, får stykket 3 kroner fra mig.