Når smerte og sorg bliver smukt og til en fantastisk oplevelse!
Vurdering:
Samlet vurdering:
Svalegangen har genopsat ”TROEN & INGEN”, der er en dramatisering af musikalbummet af samme navn, skrevet af Søren Huss.
Søren Huss skrev dette album efter at han på tragisk vis mistede sin kæreste efter en færdselsulykke.
På trods af den dystre baggrund for stykket, ankommer vi med høje forventninger til Svalegangen – og jeg må sige, at sjældent er jeg blevet modtaget så hjerteligt til en teaterforestilling. Ved indgangen bliver vi budt velkommen og får udleveret program for aftenens forestilling. Sådan!
Da vi kommer ind i teatersalen, ser vi med det samme at scenen er blevet skjult bag en høj mur af store sorte byggeklodser.
Resten af publikum finder deres pladser og mens stolene fyldes op bliver der en mere og mere intens summen. Pludselig bliver der stille … og den store mur på scenen vælter.
Den væltede mur symboliserer, hvordan verden med et kan bryde sammen, og vi bliver som publikum vidner til de efterladtes kamp tilbage til igen at finde mening med livet. Vi ser hvor svært og meningsløst livet pludselig kan være, når livet ser allermest håbløst ud.
Det er flot skuespil, der til tider krydres med et gran af humor.
Musikken fylder som en selvfølgelighed rigtig meget og er med til at skabe en helstøbt forestilling.
Scenografien er spartansk, men skaber på sin egen underfundige måde velfungerende rammer for forestillingen.
Alt i alt er jeg meget underholdt og på trods af den triste og sørgmodige baggrund for forestillingen, vil jeg på det varmeste anbefale at se TROEN & INGEN – det er en forestilling, hvor vi alle bliver gjort opmærksom på værdien af at leve i nuet. Jeg giver 5 ud af 6 kongekroner. Rigtig god fornøjelse.