Der er f... uhyggeligt -

- men "De danser alene" er desværre så skarptegnet og rigtigt et billede af vores såkaldte 'frigjorte', men i ekstrem høj grad enkeltindividdyrkende samfund, hvor begreber som bl.a. fleksibilitet, omstillingsparathed, ja-hattementalitet og networking regnes for gode menneskelige kvaliteter.

Nej, vi danser ikke sammen længere, vi løfter ikke sammen, vi støtter ikke hinanden, vi er der ikke længere for hinanden. Sammenhold og solidaritet er ord, der hører fortiden til.

Nu danser vi helt alene. Mennesket befinder sig frit svævende i mulighedernes uendelige ødemark. Her er enhver hele tiden sig selv nærmest, her er man parat til hellere at lade sig misbruge end at ende som ubrugt. Man følger ukritisk med strømmen for ikke at blive forbigået i denne samfundets dødedans.

"De danser alene" er hård, men absolut nødvendig kost, hvis denne 'menneskeødelæggende' samfundsindretning skal stoppes.
Vi skal ikke lade os byde op til dans, men lære at stå fast på de gode værdier, der styrker både menneske som samfund. Vi skal turde tage nej-hatten på.

Stykket spiller på Rialto:Teatret frem til den 25. marts. Skynd jer ind og se det!