Der er ikke noget at være bange for

I virkeligheden bryder jeg mig vist nok slet ikke om Fassbinder. Det kan virke som et dårligt udgangspunkt for at se” Habe kein Angst”, som er baseret på Rainer Werner Fassbinders film ”Angst essen Seele auf” fra 1974. Men jeg kan godt lide Ulla Henningsen. Ulla Henningsen og Dar Salim spiller hovedpersonerne Emma og Musti i ”Habe kein Angst”. Og det gør de godt. De spiller med nerve og nærvær og charme og sårbarhed. Især de første scener, hvor de nærmer sig hinanden, er virkelig fine og rørende.

Alligevel sad jeg tilbage med en følelse af ikke rigtig at være blevet grebet af stykket. Der er flere forhold, der giver mig en følelse af distance. Jeg tror f.eks. ikke helt på historien. En del af handlingen foregår på et arabisk værtshus i Danmark. Det er muligt, at der findes arabiske værtshuse, men jeg er aldrig stødt på et sådant. Det forstyrrer mig desuden, at de forestillinger om racisme, der præsenteres, virker forældede. Emma og Mustis naboers kommentarer om ”de fremmede” er knyttet til problemer med rod og snavs. Jeg kom til at tænke på teksten ”Der Makaronifresser” fra min tyskbog i 8. klasse. Den handlede om ”Vorurteile”, fordomme som alle var knyttet til mad, arbejdsmoral og renlighed. I 2012 virker det underligt, at religion ikke bliver nævnt i eneste replik. Jeg følte, at jeg så et teaterstykke fra min barndom i slutfirserne/starthalvfemserne.

Måske er det at gå lidt meget meta på stykket, men for mig at se fremstilles ”de fordomsfulde” i stykket på en fordomsfuld måde. De, der har fordomme er naboerne, som virker småligt sippede. Derudover, er det Emmas rengøringskolleger. Men måske tydeligst er det Emmas datter, Kristina, og hendes mand, Leif. Leif er tyk og fjollet og arbejdsløs, og Kristina er lidt for dullet klædt, og de skændes, mens de har gæster. Når der sidder en sal fuld af gymnasielærere og andet godtfolk og griner af, hvor fjollede de der fordomsfulde repræsentanter for socialklasse 5 er, så virker det i sig selv fordomsfuldt. Det kommer aldrig rigtig ind at gøre ondt, for det er helt tydeligt at det nogle, der slet ikke er os, som skaber problemerne. Vi behøver ikke at være bange (Habe kein Angst!), for det handler ikke om os. Kritikken af de fordomme, historien kredser om, får på den måde mindre tyngde.

”Habe kein Angst” indeholder en del scener med dans. I en stor del af stykket fungerer det rigtig fint, men enkelte steder virker det påklistret. I de tilfælde bliver det forstyrrende afbrydelser, hvor et eller andet skal symboliseres. Da Musti og Emma er på ferie, er der et danseintermezzo, hvor det ser ud som om, nogle dør. Måske er der nogle, der dør. Måske dør deres kærlighed. Eller deres håb. Eller noget helt tredje. Jeg ved det ikke. Men på mig virker det kunstigt og villet. I de scener, hvor karaktererne snarere glider fra skuespil over i dans, virker dansen til gengæld godt. Tilsvarende virker det fint, da en demonstrativ smækken med skabslåger udvikler sig til en hel lille koncert.

Brugen af lys og video var virkelig flot og speciel og var fint integreret i fortællingen hele vejen igennem.

Til trods for en samlet set flot og kreativ opsætning og til trods for rigtig godt skuespil ender ”Habe kein Angst” kun med tre kongekroner. Stykket fænger ikke, fordi fortællingen for mig at se ikke holder. Den er på én gang frelst, fordomsfuld og uden bid.