Uendelig mange gange 1 – 2 - 3, inden det endelig var slut.

Der er godt teater, og så er der ikke godt teater.
“Lystspil – Et imaginært portræt af Kirsten Walther” tilhører bestemt den sidste kategori.
Teksten var fuldstændig blottet for den dramatiske nerve, der gør, at man som tilskuer bliver indfanget. Den var uendelig banal og søvndyssende kedelig, så selv en nok så dygtig skuespiller havde ikke en chance for at løfte stykket op til et niveau, hvor det greb os, for teksten rummede intet at tage afsæt i.
Bedre blev det heller ikke af, at det flere gange var helt umuligt at høre, hvad Lotte Munk sagde. Hun talte ikke ud til publikum, men mumlede nærmest til sig selv.
Så falder man fra og kigger på sit ur.

Kort om “Lystspil”:
Kirsten Walther møder i 1987 ind til en prøve på en forestilling, hvor hun skal spille en prostitueret.
Besynderligt nok dukker hverken hendes instruktør eller medspiller op, så hun går alene i gang med hhv. at prøve sit kostume samt øve sig på stykket, der snart skal have premiere.
Gentagende gange bliver hun imidlertid afbrudt af forskellige personer over et samtaleanlæg. Det er bl.a. teatrets direktør, en forestillingsansvarlig samt hendes læge, der henvender sig til hende.
I disse indholdsmæssigt langt ude absurde samtaler, der alle er indtalt med en dræbende monoton stemmeføring, insinueres der bl.a. pillemisbrug, alkoholmisbrug og manglende professionalisme til at spille rollen.

Året er bestemt ikke tilfældigt valgt, for det er nemlig det år, hvor Kirsten Walther, der var en meget privat person, pludselig dør af et hjerteslag i sit hjem, blot 53 år gammel.

Stykket kunne for den sags skyld have været et imaginært portræt af en hvilken som helst følsom og sårbar, kvindelig skuespiller. Det eneste, der umiddelbart kunne forbinde karakteren med noget, der bare mindede om Kirsten Walther, var den panggule regnfrakke og overdimensionerede hat; altså den Kirsten Walther, som vi kender hende fra Olsenbandefilmenes Yvonne; altid farverig i sine iøjefaldende kostumer.

Der er så meget i dette stykke, der flagrer ubesvaret og uafklaret efter endt forestilling:
Hvorfor hedder stykket “Lystspil”?
Hvad ville dramatikeren overhovedet med dette stykke?
Hvorfor hænge Kirsten Walther ud som en lettere neurotisk, usikker kvinde, for hvem virkelighed og fiktion tilsyneladende flyder sammen?
Hvorfor kommer der pludselig en hvid kjole med sorte hjerter svævende ind på scenen?
Hvorfor dukker der en næsten identisk person op til sidst i stykket iført samme kjole?
Hvad symboliserer ballonen, der eksploderer med et brag?

Selvfølgelig klappede jeg, for man er vel et høfligt menneske. Det var bestemt ikke af begejstring over stykket, men fordi det endelig var spillet til ende, og 1 – 2 – 3, nu er denne anmeldelse heller ikke længere.