Velkommen i varmestuen

- og velkommen føler man sig lige fra første færd.
Man bliver mødt med smil, sang og musik i porten. Oppe på 1. sal bliver man 'bænket' i bløde puder på små 'siddeøer' i stuen, mens man bydes på te, kaffe og chokoladekage. Ren hygge og smil hele vejen rundt. Hvad er det her for noget, og hvor er vi dog havnet?

I helvede viser det sig, for rundt om os mageligt velanbragte kaffe-te-drikkende tilskuere bevæger sig en gruppe hvile- og rodløse unge, der ikke kan finde 'hjem' i deres liv, som lever i total rodløshed.
De er ikke hjemløse i den gængse taberforstand, og de er nærmest umulige at spotte i gadebilledet, for på overfladen ser alt pænt og ordentligt ud, men det er bare overflade. Under denne hersker et kaos, som ingen - familie, venner, samfund - evner at hjælpe dem ud af. Og hvem hjælper dem så? Hvem griber, når de falder?
I dag tæller gruppen over 1700 unge mellem 18 - 29 år, og det er denne gruppe af unge hjemløse, som er den hurtigst voksende gruppe af hjemløse i Danmark.
Fik man ikke kaffen og kagen i den gale hals ved stykkets begyndelse, så lykkedes det, da tomatsuppen senere blev serveret.

Stykket er et række yderst velspillede spots af nogle af disse skæbner og deres hverdags kampe, smukt kædet sammen af virkningsfuld, velklingende musik samt det skønneste og mest ægte - men ikke altid lige rentsyngende - hjemløsekor. De medvirkende er så autentiske, at man til tider sidder og bliver i tvivl, om de nu er skuespillere eller rigtige hjemløse.

Dette stærke stykke bør ses af så mange som muligt, for det fortæller en historie, hvor du ikke bare røres, men også berøres. Dybt og uudsletteligt.
Det er ikke kun kaffe, te, chokoladekage og tomatsuppe, du skal fordøje efter en aften i selskab med "Hjemve 110" - det er det fælles ansvar for at tage vare på hinanden, vi endnu ikke har påtaget os.