Når Ordløst Teater Giver Stof til Eftertanke

Pinkie – Pinkie – Pinkie – Pinkie ... jeg smagte længe på ordet. Vidste godt, at det i soldater-jargon betyder ”den- nyankomne-der-ikke-har-smagt-krigshverdagen-og-som-er-sulten-efter-at-lege-røver-og-soldater”, men jeg vidste ikke, at jeg skulle gå fra Prøvehallen og tænke, at vi faktisk alle sammen lidt er pinkie’er – eller lad mig tale for mig selv: at jeg er en pinkie. For hvad ved jeg egentlig om krigen? Hvordan kan jeg tillade at forholde mig til den? Hvordan får en krig så langt væk en kontekst i min verden? Det gør den i virkeligheden alt for lidt. For mens jeg nok har en holdning til vores deltagelse i krige, tænker jeg nok mindre over, hvordan omverdenen indskriver mine holdninger. Teaterstykket gjorde! Altså indskrev mig. Og denne teatertruppe fra Limfjordsteateret gjorde det så godt, at jeg både grinte og græd, klappede af begejstring, forargedes og irritereredes gennem de 80 minutter i mørket.
Klovnekomikken og -memikken var i stand til at skabe så groteske kontraster mellem det dybt komiske og det virkelig sørgelige. Klovnene fortalte med altm hvad de havde – og de fik mig indskrevet! Jeg blev en del af det, de gennemgik. Jeg forstår det måske ikke, men jeg gik derfra og spørgsmålet rungede kraftigere end før: Alt i demokratiets navn?
Dette stykke er en oplevelse værd. Sæt dig til rette i stolen vær forberedt på en rejse med klovne som tourguides – de vil gøre det, de er bedst til, og denne skuespillertruppe vil gøre det formidabelt: de vil tage dig på rejsen mellem grin, gråd, glæde og granskelse af dig selv – for hvem ville du blive af de fire karikaturer på scenen?