Langtrukken og uambitiøs (teater)koncert

At kalde Ulvehøjen en teaterkoncert, er en flabet overdrivelse. Det var 97% koncert og 3% teater. - De 3% hurtigt opsummeret ved at vokal-indehaveren hhv. tog sig en kop kaffe og rullede en buket roser ind i sølvpapir, som han forærede en dame på forreste række. Ligegyldigt indslag, skulle jeg mene. Derudover flimrede nogle usammenhængende videoer under hele forestillingen på de takkede spånplader, der udgjorde scenografien…

Bandet spillede muligvis udmærket, men den lovning på en samtidsrelevant ’diskussion af danskhed’, programmet havde viftet mig om næsen med, blev aldrig indfriet.

Egentlig holder jeg meget af Sebastian, men hverken musik eller tekst levede op til det vanlige niveau. Albummet er muligvis skrevet i en ordentlig koger, hvilket ville undskylde tekstens mangel på mening og finesse.

Det mest positive jeg har at sige, er, at det faktisk var rigtig rart at sidde og kede sig i halvanden time, med telefonen ude af syne. Det vil jeg fremover gøre lidt oftere.