Voldsomt, og smukt stykke

Stykket: ”Slået hjem” har en overraskende simpel opbygning, men blot tre skuespillere, en scene og en virtuel dagligstue.
Denne sceneopdeling, af noget værende i rummet med tilskuerne, mens andre ses gennem tv-skærme, giver en behagelig distancering til stykkets voldsomme scener – der i samme ånd, udspillet på tv-skærmene.

De voldsomme scener, der ovenover omtales, spiller en stor rolle i stykket, da dette er opbygget af mange, store, og meget voldsomme, problematiseringer. Herunder kan vold i hjemmet, druk i hjemmet, utroskab, kærlighed, hjælpsomhed og berøringsangst tilskrives sammen med ”loven vs. menneskeligheden”, der ellers umiddelbart ved læsning af brochuren virker som hovedemnet.

Disse mange problematiseringer – temaer – blandes desværre en smule sammen, og skuespillets egentlige mål med stykket bliver udvasket; jeg forstod det i hvert fald ikke umiddelbart! Når dette er sagt, må det dog tilskrives, hvor fantastisk et skuespil der blev udvist i stykket.

Da handlingen var rå, og mange scener endte i råb, gråd, slag eller lykkelig ekstase, kunne stykket let være faldet på gulvet, hvis skuespillet ikke havde kunnet bære byrden. Det kunne det! Der er skænderier, der fysisk kunne mærkes i kroppen, og en næsten ubærlig træng til at give den stakkels søn et stort kram i en af de sidste scener.

Det er et voldsomt stykke, der kræver nogle efterfølgende refleksioner – og ikke et stykke man blot nyder at falde hen til. Det er dog et stykke der bliver siddende i brystet, og jeg kan anbefale alle med ønske om en, en smule, grænseoverskridende oplevelse, om at se ”slået hjem”.