Det var dejligt, men jeg kom ikke

Stykket er baseret på Lea Korsgaards bog ’Orgasmeland’ (2014), som er et journalistisk stykke graverarbejde om gruppen Sexpol, der i 1930’erne kæmpede for seksuel revolution i Danmark under slogannet ’orgasme mod fascisme’(!) Vi møder idealisterne Tage, Bodil, Jo, Leunbach og Ellen, der har inviteret den østrigske psykoanalytiker (og jøde) Wilhelm Reich til Danmark, for at være deres leder og mentor.

Skuespillet er veloplagt, men især Kasper Leisners karismatiske kæmpeskikkelse forfører såvel gruppen som publikum.

Som handlingen udfolder sig, begynder Dr. Reichs etos at slå revner og teorierne krakelerer, som de fortolkes og bøjes. Fx af den usikre kronprins Tage, som (på Reich’s opfordring) accepterer sit eget lod som seksuelt eksperimenterende bigamist, men ikke rigtig tillader sin kone Bodil den samme frihed…

Sexpol sætter spændende tanker i gang omkring, både hvor privilegeret det er at bo i et land, hvor kampen for fri abort, prævention og seksuel frigørelse for længst er taget, men også om hvordan revolutioner ofte ender med at koge over i en utilsigtet ekstrem. Og bliver man lykkelig af et seksuelt fripas eller bliver det på bekostning af intimiteten og den udsynlige magi mellem to indbyrdes eksklusive mennesker?

Primære kritikpunkt herfra er, at historien i lange passager bliver fortalt i stedet for spillet. De mest intense scener er dem, der indeholder karakterernes personlige tragedier – som fx da Bodil finder ud af, at Tage har været sammen med en anden, og da Leunbach tager sit eget liv på italiensk badeferie. Men de bliver ikke rigtig foldet ud, hvilket er en skam. Personligt havde jeg fx gerne set, at Dr. Reich havde indledt en affære med Bodil eller fulgt Jo efter hendes exit fra Sexpol.