Rammende

Som barnebarn af to bedsteforældrepar, som har prøvet noget lignende, ramte forestillingen mig. Min mormor havde sammenfaldne øregange, og havde dermed hørebesvær, og jeg huskede frustrationerne hos min morfar. Min farmor var senil, og jeg husker også frustrationerne hos ham, om end jeg var 8 år, da hun desværre døde. Ville egentlig super gerne give den topkarakter. Den føltes mega langtrukken en god bid af stykket, som var estimeret til at vare en time og et kvarter. Pludselig gav den langtrukne start mening, og den minder mig om “the father”, hvor der også er mange gentagelser. Sådan lidt en vekselvirkning mellem fra den pårørendes blik og personen med Alzheimers blik. Virkelig rørende og rammende forestilling, som kan lede én hen i forskellige kroge af følelsesregistret. Man kunne både grine og græde, mærke frustrationerne, med videre. Virkelig en anbefalelsesværdig forestilling!

Omend den langtrukne store del af forestillingen var træls, og syntes at fylde for meget at tiden ud, tilgav jeg det også hurtigt igen, fordi det gav mening i løbet af forestillingen, samt fordi man også oplevede andet end ren elendighed. Nemlig de lyse øjeblikke, de pårørende oplever. Både hos dem selv, hos personen, og i samspil. De lysende øjeblikke, hvor det føles, for en stund, som at have personen tilbage igen, med alle de gode karaktertræk, personen havde.

Skynd dig lidt at se den - enten i Valby, eller i Hjørring.