Terkel - nu med musik, sang og dans

Har man set filmen ”Terkel i knibe” må ”Terkel – The Motherfårking Musical” siges at være et gensyn med brag.
Jeg uddyber ”braget” senere i min anmeldelse.

Musicalen holder sig fint til filmen i alle henseender; ja, den er ganske enkelt filmen, blot nu på en scene, tilsat musik, sang og dans og med levende medvirkende. De gør dog alt for at tale og bevæge sig som i filmen, og det lykkes flot og fungerer fint, og er således medvirkende til, at det groteske univers i ”Terkel – The Motherfårking Musical” fastholdes som en verden for sig: tegnefilmens verden, hvor alt kan ske – og sandelig også sker.

Efter en unødvendig og ikke speciel morsom indledning går forestillingen i gang. Tæppet går ikke op, men falder ned, og så er der ellers knald på og masser af energi, og det stort set fra først til sidst. Det er dog især 2. akt, der konstant er helt oppe i fulde omdrejninger.

Lyd- og lysmand må have været på heftigt overarbejde i denne opsætning, for der manglede sandelig ikke noget. Tværtimod. De ville åbenbart både ”ses” og ”høres”, og det kunne slet ikke undgås.
Forestillingen var nemlig stort set hele vejen igennem et brag af et lysshow, hvor den fik på alle tangenter og i alle farver, og lydstyrken var absolut en rockkoncert værdig.
Men det var nu en gang ikke en rockkoncert, men en musical.
Musikken var så høj og overdøvende, at det meste af sangteksterne ikke kunne høres, men vi gik vist ikke glip af det helt store. Det, jeg trods alt hørte, skriver sig nok ikke ind i rækken af poetiske mesterværker.
Både på teatret og på film er den alt for høje lydstyrke i øvrigt et omsiggribende problem, man bør sætte ind over for. Musikken skal være støttende, ikke dominerende. Det var den desværre her.

Som i filmen er sproget drivende saftigt. Vi får smækket især slang, bandeord, men også enkelte kreative ordblomster lige i synet, og det hele er med generøs hånd tilsat f-ordet, så alt i alt harmonerer det smukt med den måde ungdommen kommunikerer med hinanden. Her indgår f-ordet nemlig mindst en gang i hver sætning. Ellers er det vel ikke en sætning. Eller?

Scenografien er genial i al sin enkelhed og på samme tid meget virkningsfuld, og den bidrager især i 1. akt til, at de mange skiftende scener forløber glidende og i rapt tempo uden opsættende pauser.

Der skal også lyde stor ros til de dygtige medvirkende, som brændte igennem og nåede helt op til de bageste rækker.

”Terkel – The Motherfårking Musical” får 4 kongekroner herfra. Alt taget i betragtning var min ledsager og jeg, som falder mindst 30 år uden for forestillingens målgruppe, nemlig rigtig godt underholdt, da den skæve humor heldigvis er en væsentlig og bærende del af stykket.