I familiens "kærlige" skød

I 1955 skrev den amerikanske dramatiker Tennessee Williams stykket ”Kat på et varmt bliktag”, som nogle år senere blev filmatiseret med bl.a. Elizabeth Taylor og Paul Newman i rollerne som hhv. Maggie og Brick.

Nu spiller ”Kat på et varmt bliktag” på Betty Nansen. De mange år til trods er stykkets temaer den dag i dag stadig vedkommende og væsentlige og for de fleste af os sikkert også særdeles genkendelige.

I familien Pollitt skal man fejre patriarken Big Daddys fødselsdag med en stor fest, og de har inviteret deres to sønner og svigerdøtre samt de fem børnebørn.
Men det er alt andet end fest og farver, vi bliver vidne til, for som stykket skrider frem, vælter skeletterne bogstavelig talt ud af skabet, og den ene rå og usminkede sandhed efter den anden kommer i stedet på bordet.
Familien Pollitt er nemlig en alt andet end funktionel, kærlig og rummelig familie, hvor man nærer gensidig respekt for hinanden.

Tværtimod! Big Daddy og Big Momma favoriserer deres yngste søn frem for den ældste, så broderjalousien folder sig ud i fuldt flor. Svigerinderivaliseringen antager nedrige og hadske dimensioner i deres forsøg på at være en støtte for deres ægtemænd; to af parrenes ægteskabelig afsky udfolder sig hudløst og destruktivt for øjnene af os, og rummet fyldes støt og roligt op af gemen, ondsindet snagen og sladder, som alene skal bruges til at gavne og fremme egen position i familien.
Og som om det ikke rakte, så lever de alle mere eller mindre på en altødelæggende livsløgn.

”Kat på et varmt bliktag” er et stærkt drama om mennesker, der nedbryder og ødelægger hinanden, og det svigter instruktionen.
Hele første akt er desværre instrueret som en komedie af de hysteriske og groteske af slagsen, hvor det går slag i slag. Og ikke nok med det. Oven i købet har man tilføjet – i mine øjne – fuldstændig forstyrrende og helt unødvendig nøgenhed.
Skån os nu for flere bare bryster og tissemænd! Det har vi set tilstrækkeligt af, og det trækker ned i et drama af dette format.

Heldigvis bliver alvoren det fremtrædende element i anden akt, for bedst som vi tror, at nu er det ude med familien Pollitt; der er ingen vej tilbage for dem, og de er alle fortabte, ja, så tændes der alligevel en tro på og et håb om, at de nok hver især skal klare at klinke skårene og komme videre med deres liv.
Hænder bliver rakt frem, man rækker forsonende ud efter hinanden.

”Kat på et varmt bliktag” er bestemt en seværdig forestilling med ypperlige skuespillerpræstationer.