Når onde handlinger ses i andet lys

Lørdag den 6. April var jeg inde at se “Kærlighedsbarnet” på Teater Xenon, øverst i Huset, i København.

Enkel, men tilstrækkelig scenografi! Virkelig velspillet forestilling, som viser onde handlinger i andet lys. De er, uden tvivl, stadigvæk onde, men man fatter sympati for Dagmar (ikke hendes handlinger), som lader til at have haft en forfærdelig barndom, hvor hun var uønsket, og på alle mulige måder levede det dårlige børneliv!

Vi ser hende skildret, som én, der oprigtigt gerne vil gøre det bedre for de børn, som forældre, af den ene eller anden grund ikke kan/vil beholde!

Det magter hun, imidlertid, ikke - fordi hvordan skal hun gøre?! Når babyerne græder, retraumatiseres hun, og føler den utilstrækkelighed, hun er blevet fortalt, hun havde, som barn. Hun enten kvæler babyerne, slår deres hoveder ned i bordet, eller lignende.

Denne forestilling skildrer ikke, at hun flere gange har fået børn selv, og at hun har flyttet rundt og været gift flere gange. Den har nogle sammentræf med, hvad man kan læse om Dagmar Overby, men den afviger også lidt fra det.

Jeg kunne godt have savnet noget mere spilletid, hvor man fik flere detaljer med, eller lignende, men synes holdet spillede godt - og klarede sig med de få ting, der udgjorde scenografien.

Det gik ind under huden, og jeg vidste ikke helt, om jeg skulle hade eller føle omsorg for Dagmar Overby, som i forestillingen mente, at det “er i døden, de bliver til kærlighedsbørn”, fordi hun “frelste dem fra en ond og dårlig skæbne med følelse af utilstrækkelighed, som hun selv havde følt”.

Selv om jeg godt kunne have brugt mere spilletid og flere detaljer, kan det også noget, at man selv tolker/analyserer på det, og at man, selv om det virkelig kravler ind under huden på én og gør ondt, at hun slår de små, uskyldige babyer ihjel, bliver det også nuanceret - og nogle gange kan ting forklares, men bestemt ikke undskyldes!