I DAG:
Anbefaling - Scene

Mørke med mørke på

GRIND/ Thousand threads 8 anbefalet af Gry Overgaard Nielsen
30. november 2013
Vurdering:
Samlet vurdering:
Forestil dig noget så usandsynligt som et kedeligt syretrip. Sådan føltes Grind.

I programmet til Grind står der: ”Forestil dig en verden, hvor alt vendes på hovedet. (…) Rytmer, der påvirker dit syn. Lydtryk, der transformerer en krop til rene vibrationer” Det er for så vidt ikke en forkert beskrivelse. Det er dybt fascinerende, hvordan lyd, lys og bevægelser går op i en højere syret enhed, hvor synet forstyrres af mørket og af (stroboskop)lyset. Det er en enhed, hvor synet på en underlig måde også påvirkes af lyden. Ikke desto mindre kedede jeg mig. Mørket, lydene og bevægelserne bliver nemlig desværre ensformige. I stedet for at skabe en følelse af trance fik monotonien mig bare til at blive fraværende, og jeg begyndte at tænke på alle mulige ikke særligt vigtige eller interessante ting fra min hverdag.

Der er to dele af forestillingen, hvor der bliver svinget med lys. De to dele oplevede jeg som forestillingens højdepunkter. Det var unægteligt helt vildt flot og fascinerende. Men det var også højdepunkter, alene fordi det var afvekslende, fordi det brød monotonien.

Om Thousand Threads (den forestillingsrække, som Grind er en del af) står der i programmet: ”Thousand Threads ønsker at udfordre og udvide opfattelsen af, hvad moderne dans og koreografi er, så kom og bliv inspireret, udfordret og underholdt”. Jeg kom. Jeg blev udfordret. Jeg blev delvist inspireret. Men jeg blev ikke underholdt.

Thousand Threads vil som sagt udfordre og udvide opfattelsen af, hvad moderne dans og koreografi er. For mig at se fungerer det ikke optimalt i Grinds tilfælde. Hvis Grind havde været installationskunst, havde jeg sikkert fundet det fremragende. Installationskunst kan man som regel bevæge sig til og fra. Hvis ikke jeg havde siddet klistret til mit sæde i og stirret ind i mørket i 50 lange minutter men havde kunnet se forestillingen/værket i mindre bidder af gangen, ville jeg højst sandsynligt have været langt mere positivt stemt. Men jeg sad på mit teatersæde i 50 minutter. Og det var i dette tilfælde alt for lang tid.



Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr