Skræmmende relevant forestilling

På Betty Nansen Teatret kan man for tiden se stykket ”Underkastelse” – en forestilling, der er baseret på Michel Houellebecqs bog fra 2015 af samme navn.
Stedet er Paris, og året er 2022. Landet har lige fået deres første - moderate? - muslimske præsident, og dette medfører selv sagt markante ændringer for det franske samfund.
Også for litteraturprofessor Francois - fint og rammende gestaltet af Lars Brygmann - gennem hvis tanker, handlinger og refleksioner dette fremtidige, dystopiske samfund bliver beskrevet.
Og hvem er så denne Francois?
Jo, et tilbagelænet, overfladisk, mageligt og politisk uengageret menneske, som udelukkende lader sig styre af sine erotiske lyster, da det er disse, der har givet ham størst glæde i livet.
Han er en ”fin” og uhyggelig genkendelig repræsentant for mange i den vestlige verden i dag, hvis eneste værdier er reduceret til opfyldelse af egne behov – indfriet helst her og nu og uden de store omkostninger.
En total underkastelse til islam er ”jo blot” en let og smertefri måde til at opnå disse goder. Sig, at ”Gud er Gud og hans profet er Mohammed” – og længere er den ikke i hans univers. Han orker ikke at sætte sig ind i alle de andre forhold, men springer alt over undtagen afsnittet om polygami, som vil imødekomme og virkeliggøre alle hans erotiske ønsker.
Det er et hårrejsende, skræmmende perspektiv, som både bog og forestilling præsenterer. Og det er på tide, at vi i den vestlige verden vågner op og definerer vores sande værdier – og ikke mindst står inde for dem, inden denne fremtidsroman –i lighed med en lang række tidligere af slagsen - bliver til en virkelighed, der langt overgår fiktionen.
Stykket er særdeles seværdigt – især, hvis man ikke allerede har læst bogen.
Alligevel giver jeg ”kun” 4 kongekroner, for beklageligvis har man valgt at tilsætte denne yderst væsentlige og rammende monolog, hvor ordene virkelig er stykkets omdrejningspunkt, en omgang ”særdeles bastante og ganske irrelevante indslag” i form af bl.a. 7 umælende kvinder, som skal illustrere hhv. litteraturprofessorens glæde ved pornografi, hans oprindelige fundament i kristendom og til sidst hans omvendelse til islam.
Et andet - og i mine øjne - uvæsentligt indslag, er det store, hvide kors, som kommer ned fra ”himlen”. Det er i begyndelsen Francois’ livsfundament, et ståsted, som han kan læne sig op ad, træde på, men som han til sidst lidenskabsløst tilintetgører med en motorsav, da det ikke længere tjener hans egoistiske ønsker.
Ren staveplade til dem, der skal have budskabet ind med skeer! Det trækker ned i mit univers, for det fjerner fokus for det væsentlige: ordene og deres budskab.