Ja... det er i hvert fald, hvad Allan siger...

Hver gang jeg hopper ind for at opleve de mindre og mere utraditionelle teaterstykker, har jeg altid en stærk forventning om kulturelt at blive blæst omkuld. Om det er skuespillet, scenografien, præmissen, lydsiden eller noget helt femte er for så vidt underordnet - så længe jeg får gåsehud minimum én gang og får igangsat mine refleksive tanker - ja, så er jeg egentlig glad.

Derfor var forventningerne heller ikke meget anerledes, da jeg 'hopper' ind for at opleve "godt vi har Allan" - og ja, hvor er det da godt vi har ham... Allan...

Vi møder en mindre scene, der mere minder om en stor sort boks med åbning ud til publikum og loft. Midt på scenen står, hvad der skal forestille en carport og gulvet flyder i sorte ledninger - tykke som tynde. På carporten står en musiker i sort outfit med en el-guitar i hænderne og på hver sin side af scenekanten sidder to personer - en mand og en kvinde - i hvad jeg vil kalde undertøj. De sidder og kigger på os, alt imens vi alle finder vores plads på 'tilskuerrækkerne'.

Da vi alle er på plads bliver scenen sat: musikeren begynder at spille sagte entydige toner på guitaren alt imens han præsenterer de to personer på scenen - først manden, der lige nu sidder i skovskiderstilling for at lægge en lort, for at sige det lige ud. Manden kommer til mælet og udtrykker små lyde, der indikerer at han presser - imens taler han let med sig selv.
Præsentationen af kvinden ligger ikke fjern fra mandens - hun er nybagt mor og sidder derhjemme på toilettet og er - ja - ved at lægge en lort.

Det var anslaget - nu er vi igang. Den ene sætning tager den anden og der skiftes jævnt mellem monolog og dialog de to personer imellem.
Der skiftes også jævnligt mellem forskellige scenarier og forskellige karakterer, der markeres med tøjet, som de løbende tager på og af under forestillingen.

Det bliver hurtigt tydeligt, at konteksten tager udgangspunkt i nogle stereotyper - narkomanerne på Vesterbro - og livet omkring dem.

Vi kommer lynhurtigt ind under huden på dem - deres tanker - deres hverdag - måden hvorpå samfundet anskuer dem; eller ikke anskuer dem... som de individer de er.
Netop dette flygtige fokus på dem som de hverdagsskygger, som den 'almene' dansker ikke forholder sig til eller tillægger en egentlig identitet, finder jeg virkelig interessant og skræmmende rammende.
Jeg rammes af især kvindens indlevelsesevne på scenen, hvor jeg føler hun kommer langt ud over scenekanten - og ja - jeg får sku gåsehud... flere gange...
De benytter sig heftigt af de mange sorte ledninger på scenen som rekvisitter - enten som gummisnoren, der skal gøres deres blodårer klar til næste fix, som den uvelkomne tissemand eller et tæppe til de kolde nætter.
Lys og lyd harmonerer med det sporadiske kaos, vi oplever på senen og musikeren har i ny og næ små, aparte replikker, der giver det hele en ny dimension.
Dynamikken mellem personerne, scenografien, lyden og rekvisitterne er ikke til at tage fejl af - men når det så er sagt, så tænker jeg umiddelbart godt, at hele stykket kunne være kortet ned en halv time.

Det bliver en markant hån mod 'småborgerligheden', der sidder på terrassen med en smøg i kæften og kigger ned på disse skyggevæsner, der har det svært i livet. De sidder der og taler om, hvor pisse irriterende det er med alle de narkomaner, der hænger ud overalt på Vesterbro.. hvordan de er nødt til at gå omveje for at klare deres hverdagsærrinder, så de undgår 'konfrontationerne' med disse hjemløse identitetsløse væsner... alt imens de bekræfter hinanden understøttet af, hvad Allan nu engang fortæller dem og beretter om - for Allan ved en ting eller to... og han lyder til at være lidt af en fordomsfuld sladdertante.

Ikke desto mindre skinner budskab og præmis klart igennem den første time, hvorfor den sidste halve time bliver ren pleonasme i min optik - man sidder der og tænker "yes - jeg har fattet budskabet - I behøver ikke skære det ud i pap for mig" - men det bliver det altså; og der er fare for, at det går hen og bliver lidt udbollet til sidst, hvilket er synd taget i betragtning, hvor vigtigt det er, at dette samfundsmæssige tabu bliver italesat.

Jeg ville sådan ønske, at de havde stoppet forestillingen præcis efter, at kvinden, der sidder på terrassen og kigger ned, siger "Godt vi har Allan" - det havde været stærkt og en noget mere powerful statement end hvad, der kom herefter.