Amerikansk utidssvarende 50'er musical

Et velspillende orkester leverede musikken, og på scenen var der fem dygtige medvirkende, der absolut gjorde deres bedste for at få forestillingen til at lykkes.
Men det lykkedes dem ikke, og det var ikke deres skyld, for materialet levnede dem ikke den ringeste mulighed.

Forestillingen var så party-overfladisk-1950'er amerikansk, at jeg følte, at jeg var dumpet ned i den tidslomme, hvor Fred Astair herskede og kunne levere varen med både charme, dans og musik, som rummede den ene ørehænger efter den anden. Håbede, at denne musical blev en genoplevelse at 2. juledag foran fjernsynet fra dengang.

Det blev det ikke, for i denne musical var der desværre ikke en eneste ørehænger, og det ene nummer efter det andet lød stort set ens. Der var ingen sammenhængende historie i forestillingen, ingen dansende Fred Astair, og den såkaldte hyldest til kærligheden var der ikke megen hyldest over. Masser af langstilkede glas og masser af gentagelser, uden vi kom et skridt videre videre. Gab, gab kedelig!

Den er gal, når man som publikum kigger på uret hele tiden. Det gjorde jeg, og fristelsen til at gå i pausen var der i højeste grad, men som det pæne menneske jeg er, holdt jeg ud til den bitre ende.

Mine tre kroner går til Betty Glosted, som var nederdrægtig god, Charlotte Guldberg, som har en fantastisk stemme, Peter Pilegaard, som var Hans-Kurt-forrygende hele vejen igennem, David Owe, som var sødmefuld uden den store stemmepragt og endelig Preben Christensen, som jo er charmerende musikalske Preben C.
Kronerne skal selvfølgelig deles med det gode orkester.