Magisk dukketeater om magtmisbrug
Vurdering:
Samlet vurdering:
En kakofoni af stemmer er rammen om denne forestilling.
Det er stort set umuligt at høre, hvad de siger, for de taler i munden på hinanden, men stemmerne er genkendelige. Alle er de nemlig politikere, der havde magten, men misbrugte den til at tjene egne formål, og det er kernen i Bådteatrets dukkeforestilling “Blod, Svigt og Tårer”.
Som steget op af graven svæver de mandshøje, spøgelseshvide, men særdeles livagtige dukker ind og ud af scenen, mens de fortæller os om deres magtliderlighed og de onde bedrifter – intriger, svig, løgn og mord – de tog i brug for at opnå den attråede magt.
Prisen herfor måtte andre i første omgang betale dyrt, men i sidste ende blev de retfærdigvis selv stillet til regnskab.
Ordene i stykket er hentet fra flere af Shakespeares dramaer, men indholdet er langt fra forældet, når vi i dag ser dem, der sidder på magten rundt om i verden.
Det er magisk dukketeater, og de eminent dygtige dukkeførere “smelter” næsten sammen med dukkerne og tilfører dem således både liv og sjæl.
Men “Blod, Svigt og Tårer” er bestemt ikke let tilgængeligt teater.
For at få det fulde udbytte af stykket skal man være rigtig godt hjemme i sin Shakespeare, så man hurtigt kan afkode, hvilket drama de enkelte scener og deres persongalleri stammer fra og derved forstå scenes betydning i denne forestilling.
Endvidere var lydsiden ikke altid optimal. Ekkoeffekten i stykkets begyndelse og for høj underlægningsmusik i nogle scener betød desværre, at vigtige ord gik tabt.
Alligevel vil jeg anbefale, at man bruger en aften på Bådteatret, for stykket udfordrer dig og maner til eftertanke.