Nogen gjorde et barn fortræd, men ingen rettede op på det.

Frem til den 17. oktober spiller stykket “Leas rum” på Bådteatret i Nyhavn.

Forestillingen er primært en danseforestilling, men der forekommer også tale i forestillingen.

Historien bag forestillingen er den sande og grusomme fortælling om pigen Lea, der 6 - 7 år gammel bliver udsat for gentagne seksuelle overgreb over en periode på et halvt år.
Truet til tavshed går Lea alene med de forfærdeligt krænkende og nedværdigende oplevelser, og udvikler i de efterfølgende år PTSD, OCD og anoreksi. Som om dette ikke var nok, må hun desuden også slås med angst, hallucinationer, dissociation og depression.
De, der krænkede Lea som barn, blev aldrig dømt skyldige pga. manglende beviser!

Scenografien i stykket er Leas rum, hvor hendes angstfyldte, rædselsfulde univers skildres gennem dansen, de symbolske rekvisitter og handlinger, de voldsomme videoklip samt en lydkulisse, der ikke levner tvivl om det mareridt, hun har oplevet i barneårene og stadig må gennemleve som voksen.

Bådteatrets lille scene medvirker til en intimitet, der bringer de medvirkende og publikum meget tæt på hinanden, og dette har jeg gang på gang oplevet som en styrke i langt de fleste af Bådteatrets forestillinger.

Den rystende baggrundshistorie til trods formåede dette stykke dog ikke at gribe mig.
Jeg følte mig hverken rørt eller berørt. Det ramte mig slet ikke, så måske er jeg ikke så meget til danseteater, men mere til teater, der bygger på ordet alene.

Helt alene følte jeg mig dog ikke den aften, da bifaldet efter forestillingen var temmelig lunkent.

Men er du til danseteater, så gå endelig ind og se denne forestilling. Danserne er dygtige, scenografien er fin og budskabet er mere end vigtigt at forholde sig til. Det går mine to kongekroner til.