Peace, love & orgasm
Vurdering:
Samlet vurdering:
Forestillingen Sexpol byder på en interessant historie med et vigtigt budskab sat ind i et aktuelt perspektiv.
Midt i 30ernes håbløshed præsenteres vi for idealistgruppen, Sexpol, som kæmper for fri abort og prævention. Dette kan relateres til nutidens fokus på ligestilling og kvindernes kamp, som giver forestillingen relevans både historisk og frem til i dag.
Karaktererne har hver især deres egen kant, men specielt Kasper Leisner og Helle Fagralid spillede med intens følsomhed og indlevelse, der rørte mig.
Scenografien var for mig det mest gennemførte ved forestillingen, da den indrammede historien og skabte et sanseligt og sensuelt rum med flere lag. Eksempelvis førtes et gennemsigtigt klæde henover scenen, hvor karaktererne stod på hver sin side af klædet, som skabte en sårbarhed og intimitet i fortællingen om 30ernes fascisme og Sexpols vendepunkter. Selve scenen var virkelig smuk med et slags udkigshul eller skudhul med gamle videoklip fra krigens brutaligheder, som netop førte publikum tilbage i tiden.
Wilhelm Reichs psykiske sindstilstand visualiseres med gribende indlevelse, og man bliver som publikum ført ind i Reichs mentale univers. Eksempelvis visualiseres Reichs sygelige sind ved, at hans ansigt portrætteres på et lærred med sit slørede ansigt, der bevæger sig i slowmotion. Igen skaber scenografien et sanseligt rum, og indrammer stemningen for forestillingen.
Dog var jeg ikke fan af karakterernes hver især fortællerrolle. De var alle medfortællere i historien, hvilket jeg synes ødelagde flowet i forestillingen, og skabte en distance til min indlevelse af karaktererne. Efter min mening kunne man sagtens undvære fortællerrollen, og i stedet visualiseret overgangene i historien.
Musikken var til tider unødvendig, da der spillede underlægningsmusik over scenerne, som ellers sagtens kunne have stået alene selv. Dog var karakterernes egne sange fine og humoristiske.
Forestillingen blev dog i mine øjne for langtrukken, hvor der flere gange sagtens kunne have kortet ned, i stedet for at forsøge at fortælle hele historien.
Alt i alt en velspillet forestilling med et stadig aktuelt budskab!