Spektakulært.

Da jeg læste om forestillingen blev jeg fanget af det voluminøse og fængslende sprogbrug, og man forstår ud fra teksten, at dette er noget ekstraordinært. Og det skal også siges, at min store interesse ligger i danseteater, performance og fysisk teater. Så jeg glædede mig meget til, at jeg, i Ballerup skulle være vidne til, som der står, ”en bjergtagende koreografi, en gribende visualitet, elektriske ladning, der kickstarter menneske liv, til hjertets slag og minderne”. Oven i, at jeg glædede mig, var der også noget ved teksten, der skurede lidt i mine øre, men det vender jeg tilbage til.
Jeg gik ind i salen, hvor det første jeg så, var en scene hvorpå, der var bygget et stillads. Smukke elektriske ladninger eksploderede og knitrede på bagtæppet, og vidnede om den bjergtagende scenografi, som der stod i beskrivelsen.
Forestillingen startede, og danserne indtog scenen side om side, og i interaktion med visuals af kroppens indre, celler, blodbaner, organer, ladninger, der gik over i klip fra den hektiske moderne by. Og oven i alt dette spillede der hektisk elektronisk/klassisk musik. Og desværre knækkede filmen meget hurtigt for mig. Det hele blev simpelthen for larmende. Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at danserne var ekstremt dygtige, og bevægede sig ubesværet, kraftfuldt og elegant. Men fordi lydsiden bragede derud af, overtog den fuldstændig min oplevelse. Der var slet ikke plads til, at jeg kunne være i det og faktisk blive bevæget af danserne. Det blev et spektakel, og det var nok det, der skurede i mine øre, da jeg læste om forestillingen, måske en lille bange anelse om, at det kunne ende med at blive en støjende og hektisk affære, men jeg var meget nysgerrig fordi jeg elsker danse- og fysisk teater, og nysgerrigheden vandt, for man kan aldrig vide ud fra teksten, hvordan koreografen havde valgt at iscenesat det.
Måske ville det have været anderledes, hvis det blev vist et sted, hvor der var meget mere plads, et sted, hvor der vil være plads til det spektakulære, Royal Arena for eksempel, hvilket nok havde betydet, at jeg ikke var taget ind og se det, da jeg ikke er synderligt interesseret at noget bare er stort og spektakulært, eller reklamerer med wow-effekter.
Der var to korte momenter, hvor der blev skabt den ro, og den forbindelse mellem mig og danserne, som jeg savnede. Og det var da en af danserne havde en solo, og senere, da der var en par de deux, dette var smukt og dragende. Og det var tydeligvist fordi, at der ikke var knald på hverken visuals eller lydsporet. Jeg var henrykt over disse to momenter, og ud over det var det slet ikke noget for mig. Hvis jeg skal blive grebet, og bjergtaget, skal der være meget mere fokus på roen og den elektricitet og energi, der skabes i tomheden i bevægelserne, og i de momenter, hvor man måske vil sige, at der ikke skete noget, hvor man som instruktør og koreograf tør skabe stilhed, åbne op, og skabe plads til at publikum selv ligger noget i det de ser, og ikke blot skal læne sig tilbage og nyde festfyrværkeriet.