En eventyrlig beretning om muligheder

Der var engang en lidt stresset mor, som med sin fem-årige søn, var kommet lidt for sent ud af døren. De skulle nå premieren på Klodshans på Odense Teater; et ellers velkendt udflugtsmål, med det samme velkendte parkeringstetris forinden.

I sidste øjeblik nåede de deres sæder, efter at have passseret små prinsesser, flot klædte prinser og endnu mindre børn med guldkroner og slikposer i deres små hænder.

Salen var fyldt med børn - fuldstændig stille, nysgerrige og spændte børn.
En knappenål kunne høres, da forestillingen startede, og nålen ramte scenegulvet, tabt af den enormt fangende og erfarne fortæller, som med sit dragende kropssprog, og velkendte, beroligende stemme, fangede alles fokus.

Lyset i salen slukkedes, scenelyset skiftede til lyserødt, og der lød et “waoooo” fra salen, både oppe og nede.
Børnene blev inddraget fra start, både fysisk og mentalt, og blev ét med forestillingen. Børnene blandt publikum var vigtige for forestillingens success, ligesom forestillingen var det for de mange forventningsfulde gæster.

Der lød ingen store kor eller strygekvartetter, men en enkelt violin var, og blev, stemningen. Stemningen var personificeret, og fuldte diskret med i eventyrets fortælling, uden at tiltrække sig mere opmærksomhed, end nøjagtig dét stemningen skulle fremkalde blandt publikum.

Forestillingen var tilpasset aldersgruppens forventede tålmodighedperiode, så replikker og sceneskift var håndplukkede,

Prinsessens far syntes hun skulle gifte sig med en mand, der var klog, og havde hvide sokker. Det var svært ikke at se det eventyrlige i de krav alene, samtidig med, at fortælleren også undervejs klemte en diskret bemærkning ind om nutidens krav om samtykke.

Scenografien var simpel, rekvisitterne nøje udvalgt, og koreografien tilpasset de mindste deltagere og tilskuere, og så alligevel krydret med lidt dristige break-dance moves fra en mindre klodset Hans.

Balletbørnene strålede på scenen, sammen med de nyeste ansigter blandt skuespillerne, og en gyngende stjerne iklædt gult tyl, sprunget direkte ud fra klædeskabet.

Det var tydeligt for publikum, at premieren var længe ventet på scenen, især for de små dansere. Balletskolens børn var smilende, opmærksomme og seriøse, og blødte eventyrets lidt forældede, nuancerede sprog op, alene med deres blotte tilstedeværelse.

Publikum drog tilbage på landevejen med en påmindelse om, at verden er fuld af muligheder, og at det uopnåelige måske alligevel kan opnås, med lidt vilje og spontanitet.