Skøn og helhjertet forestilling om en kvindes liv
Vurdering:
Samlet vurdering:
Det er med et vis forbehold, jeg sætter mig ind i det kraftigt oplyste lokale, som er fyldt op med mange små borde der tilsammen udgør formen som ét stort bord. Der står bænke og stole hele vejen omkring 'bordet', der er spækket med vinglas og papvin - det ligner en yderst brugt fest, og rundt omkring ligger/sidder 3 kvinder og sover.
Jeg kan ikke lade være med at tænke 'Åh nej, det bliver vist en af de helt slemme', med tankerne kredsende omkring yderst bizarre og super alternative teater shows - jeg skulle blive overrasket.
Med en intensitet, der ikke kan beskrives med ord, drages jeg ind i et stykke, hvor jeg, sammen med de andre teatergæster, bliver en del af det. De tre kvinder løber omkring, danser, synger, græder og griner af fulde lungers kraft alt imens de fremfører skuespilpræstation, jeg kun kan bukke mig for.
Et yderst velskrevet stykke om en kvindes 3 faser i livet: ung, voksen/midaldrende, gammel - 3 faser, der naturligvis repræsenteres af de 3 kvinder, der konstant påvirker hinanden og deres 'fælles' livsforståelse. Det er en diskussion på tværs af generationer, og stykket når en vis dybde, med flere metaforiske dimensioner og budskaber, man sjældent oplever eller fanger på den levende scene.
Det må helt klart siges, at være en af de bedste teater-oplevelser jeg har haft til dato; uden tvivl anbefalelsesværdigt.
Hvorfor ikke 6 kongekroner? - intet er perfekt, og alt kan altid gøres bedre somehow ;-)