USAMMENHÆNGENDE UFORSTÅELIGHED

Hvad vil du nå at opleve inden du dør?
Hvordan håndterer det senmoderne, dødsangste individ det evige behov efter at føle sig i live?

Store spørgsmål at opstille - og derfor store forventninger at skulle indfrie. Som - desværre - på ingen måde indfries. Faktisk synes spørgsmålene næsten ikke at figurere i The Conspiracy of Spring i Dansehallerne, selv ikke når man som beskuer på forhånd har en forforståelse af stykkets tematik. Stykket forbliver usammenhængende og forvirrende handlingsmæssigt, med brug af unødvendige og uforklarlige remedier som skaber en rodet og uinspirerende scenografi. Lyssætningen er dog - som det altid gør sig gældende i Dansehallerne - eminent.

De eneste tidspunkter, hvor stykkets tematik synes svagt at kunne skimtes, er henholdvis i begyndelsen af stykket, hvor et individ træder ud igennem et opslugende mørke i rumdragt som symbol på menneskets evne til at overskride egne grænser, samt en personlig skildring fra den ene af de fire dansere, hvor omtalte via retoriske spørgsmål uden held søger at inddrage publikum i en langtrukken ligegyldig, påtaget provokerende monolog.

De fire dansere, af begge køn, er alle klædt i androgynt tøj, hvorved særligt bevægelsesmønstrene er i fokus i stykket - desværre er koreografien én lang gentagelse i anstrengende lange akter med malplacerede humoristiske indslag.
Koreografisk er der tale om inspiration fra asiatisk kampsport, urbant parkour og moderne, asymmetriske danseteknikker, hvilket umiddelbart kan lyde tiltrækkende og progressivt, men som dog ikke formår at være nyskabende for dansen - tværtimod nærmere nedbrydende.

Stykket påbegyndes af live-violinspil i fuldkommen mørke, hvorefter dæmpet lys gradvis gennemstrømmer rækker af massive isblokke, som stille smelter til lyden af musikken. Musikken akkompagneres af dybe, menneskelige pulsslag, hvilket velsagtens skal understrege menneskets nærvær i nuet, men blot kommer til at virke monotont og udslidt efter for lang tids brug. Live-violinspillet er både sørgmodig og dramatisk, men ligeledes yderst umelodisk, og understreger desværre blot den selvudslettende, talentløse tendens, som gennemsyrer hele stykket.

Derfor - opsummerende - en skuffende oplevelse, hvilket er meget ærgerligt, da Dansehallerne normalt altid leverer sublim eksperimentel danseteater.