Klichefyldt - dog med stof til eftertanke

En forestilling, der skal prikke til vores selvforståelse og stolthed omkring at være verdens lykkeligste folk kan nærmest kun skabe forventninger om at skulle sidde tilbage som provokeret tilskuer. Det var egentlig også det, jeg havde håbet på. Det var en fin og harmonisk forestilling med stof til eftertanke. Men provokeret og motiveret til at tænke indad og reflektere videre over hvor (u)lykkelig man i grunden er, var ikke tilfældet. Desværre.

Collagen af scener hos verdens lykkeligste folk var til tider en anelse klichefuldt og monologerne en anelse for lange. Men når Lars Bom drømmer sig væk fra virkeligheden i skikkelse af en muldvarp, hvis eneste bekymring er at snuse sig frem til en laber regnorm og mærke den kolde jord i pelsen, sætter det tingene i et andet og klædeligt perspektiv. Her bliver verdens lykkeligste folk ikke blot karikeret som fulde, utro, egoistiske og selvhøjtidelige, men beskriver i stedet helt banale følelser og dimensioner i vores hverdag, der mere præcist sætter fingeren på netop det, der gør os ulykkeligt lykkelige - ensomhed, stress og forventningspres.