Miskmask makværk

Hvor skal man begynde, i en sådan anmeldelse af en ultra konceptualiseret fortolkning af Borges? Uden omtanke starter jeg lidt før begyndelsen, hvor jeg med forventningens glæde tog plads i det lille flotte hofteater, med et fuldt udstyret sinfonietta orkester, og flotte videoprojekteringer på bagskærmen.

Derfra gik det jævnt hurtigt ned ad bakke.

Forestillingen starter med orkestret som "spiller" på deres instrumentkasser og poser. Sjov idé, men desværre lyder det ikke så godt. Fire skuespillere i abemasker, og så videoprojekteringerne som (heldigvis) fjernede fokus fra dårligt skuespil og sang. osv osv.

Koncept, ide og musik er alt sammen af Steingrimur Rohloff, og det er så ringe gennemtænkt og pubertært, at jeg og min ledsager blev nødt til at gå før tid, for ikke, i mit tilfælde, at begynde at råbe og skrige, og i hendes tilfælde ikke at rulle grinende rundt på gulvet...

Det var så forceret og søgt, og jeg mistænker Steingrimur for at have skrevet stykket med en fremmedordbog i den ene hånd. Alt ære og respekt for at sætte et stykke op om evigheden, universet og alt derimellem, men føj for pokker et kunstnerisk udflåd. Der manglede enhver form for stringens, udvikling både dramaturgisk og musisk, og den absurditet, grænseløshed og meningsløshed som stykket påstår at indeholde, kommer ikke frem gennem hverken sprog, symboler, musik eller noget andet, tværtimod faktisk. Ingen Dada, ingen hverken sur- eller magisk realisme, ingen spænding eller mystik, ingen gud eller mangel på samme... Så stykket går stik imod sin egen filosofiske præmis, og ender derfor med ikke rigtigt at gøre noget, udover at irritere helt vildt.
Desuden tror jeg ikke Steingrimur har den ringeste fornemmelse for de koncepter han her bringer i spil. Han kan i hvert fald ikke formidle dem på en tilnærmelsesvis fornuftig (eller nogen anden) måde. Derfor også alle disse tricks med video, abemasker, elektriske katte, råben fremmedord osv osv. Og som alle kunstnere ved, får man når alle farver blandes sammen på lærredet en lortebrun kulør ud af det.

Til gengæld føltes de små 50 minutter som en evighed, så hvis det var meningen, lykkedes det til fulde. Som stykket startede (kliché) ud med at sige, at hvis en gruppe aber med skrivemaskiner sad i en evighed, ville de før eller siden frembringe Shakespears samlede værker. Jeg tror at det ville tage en enkelt abe omkring en uges tid at frembringe et stykke tilsvarende Babel..

Kan absolut IKKE anbefales nogen at bruge deres tid på dette makværk.