Livet et en priviligeret form for død

Da jeg trådte ind i salen, var scenegulvet fyldt med balloner og midt i alle de luftige genstanden stod en klovneligende figur. Jeg var ikke i tvivl om, at dette vil blive interessant. Og det gjorde det minsandten også. Dette stykke er et smukt eksempel på, hvordan tragik og komik ligger søjle mod søjle, og supplerer hinanden i en dans til døden dem skiller. Den ene hjerteskærende hændelse bliver overlappet af en latter, der vidnede om den menneskelige overlevelses mekanisme, der slår ind når logos lukker ned. Døden interesserer de fleste. Det vil sige, at den optager meget af vores liv, hvilket er paradoksalt, da døden netop ikke er liv. Nogle er bange for døden. Men hvorfor? Måske netop fordi vi intet ved om den, og det man ikke ved noget om skaber et hul, et tomrum, der nu lader pladsen til alle mulige levende tanker og forestillinger. Døden levendegøres i uvidenheden om den. Denne forestilling er også bygget op omkring døden og vores forhold eller manglende forhold til døden. Igennem ballonerne, lyset, musik og små simple effekter får de tegnet et tragikomisk billede af mennesker, der oplever døden på nært hold. Der er ikke så meget andet at sige end at jeg synes alle og enhver skal gøre sig selv den tjeneste at tage på teater Grob og opleve dette smukke, fantastisk og inspirerende værk.