Status over penge

SPILLEREN på Betty Nansens Teatret er dramatiseret 'ualmindeligt frit', som der står i folderen, af Line Knutzon og Elisa Kragerup. Jeg gætter på, at jeg nok ville have foretrækket en mindre fri udgave. Jeg skriver 'gætter', fordi jeg ikke har læst romanen af Dostojevskij. Jeg har dog læst andre romaner, og jeg kan godt lide hans romaner. Jeg kunne til gengæld ikke særlig godt lide dramatiseringen.

Spilleren er en ujævn forestilling. Den er ret underholdende, det vil sige der er mange sjove replikker. Den efterlod mig alligevel på en eller anden måde uforløst; jeg gik derfra uden at vide, hvad forestillingen havde på hjerte. Jeg forstår, at den handler om ludomani. Og jeg synes egentlig ikke at spillerens desperation var tydelig i forestillingen; hvordan fortiden og fremtiden forsvinder, når man er besat af at spille og kun 'nuet' tæller. Desparationen kom til gengæld frem i kærlighedshistorien mellem Aleksei og Paulina. Da hun afviser ham, tager han i stedet af sted med Blanche, som kun vil have hans penge.

Der var flere gode præstationer på skuespillersiden, især Tammi Øst i rollen som tanten.

Man kan drage en parallel til HBO-serien 'White Lotus', eller 'Nine Perfect Strangers', som har samme gruppe af karakterer; primært rige, forkælede turister. Lige som i serierne er der også en undtagelse i 'Spilleren', nemlig Aleksei, som nok bliver rig, men stadig mangler status. Måske er det i forsøget på at opnå en form for status, at han lader Blanche formøble alle hans penge. Er det ikke sådan de rige opfører sig?