Dramatiseret lyrik
Vurdering:
Samlet vurdering:
Jeg gik fra Momentum med en følelse af at have forstået vigtige ting om menneskers relation til kærlighed og livet blandet med en følelse af ikke at forstå noget som helst. Måske forstod jeg visse elementer i flere nuancer, men ikke det overordnede? Der var enkelte ordsammensætninger, som stadig sidder i mig - fyldigt, beskrivende sætninger som; "jorden er blevet tungere at gå på" - der på én og samme gang giver mening samtidig med det ikke fysisk muligt - og derfor ikke giver mening. Et stærkt og tilfredsstillende humorkrydderi. Lyrik, når det er allerbedst. Min veninde sagde, at der manglede kronologi, men netop mangel på kronologi er vel det, der gør lyrik til lyrik? Fragmenteret tæthed? Det var der. Power, fragmenter, mere power, tristhed, tæthed, humor, realisme, menneskets mørke natur - og ordene "fugl" og "drømme" gik ofte igen. "Om lidt bliver det hele meget sjovere" som en glædes forventning, der trækkes ud for kun at forvandle sig til en smertelig sandhed om at det gør det ikke. Uanfægtet af, at ansigtet ser gladere ud og musikken vender til dur - er det hele som det hele tiden har været. Jeg er vild med mixet af dobbeltbetydninger og ironi.