En langstrakt og ligegyldig monolog

Hvordan kan man være sikker på at vælge rigtigt her i livet, når man ikke ved, om man står over for en mulighed eller en fælde?
Mon ikke alle på et eller andet tidspunkt standser op i livet, for at gøre status over de muligheder man tog, og de fælder man røg i?
De udløsende faktorer til sådanne selvransagelser kan være meget forskelligartede.

I “Fejring af et godt menneske” er det Susanne, der skal fejres. Hun fylder rundt, og alle de mennesker, der har gjort hende til den, hun er i dag – nu 60 år gammel – er blevet indbudt, og ikke overraskende er festens gæster den nære familie, vennerne, kollegerne og naboerne.
I dagens anledning skal hun holde en tale, og for lige at gå den en sidste gang igennem og få lidt bedre hold på sig selv søger hun tilflugt i sit walk-in closet, og her bliver hun længe – ja, endda længe efter at gæsterne har indfundet sig, og festen er gået i gang – for talen får hende til at stille mange spørgsmål til sit levede liv og sætter derved mange tanker i gang: “Hvordan er jeg nået hertil? Hvad har jeg udrettet i mit liv? Handlede jeg rigtigt hver gang? Er jeg et godt eller et dårligt menneske?”

Især begrebet “det gode og det dårlige menneske” fylder meget i hendes bevidsthed, fordi en artikel om hende i avisen bl.a. karakteriserer hende som et godt menneske.
Som et eksempel på det gode menneske vender Susanne i sine refleksioner utallige gange tilbage til den polske kvinde, der reddede over 2000 jødiske børn ud fra Warszawas ghetto under jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig. Hun var nemlig eneren ud af rigtig mange, der ikke bare havde teorien i orden, men hun turde også handle, trods de risici det indebar.

Susanne vil også rigtig gerne være et godt menneske, men må i sit klædeskab erkende, at det ikke var så let. Så vi hører endvidere flere gange om den smukke, røde fluesvamp, hun som barn træder i stykker, trods den fryder øjet med sin perfektion; om det besværlige i at være der for andre; om at give et andet menneske strømper på, hvis denne ikke bøjer foden og hjælper til; om diverse slags oste, hendes far solgte i sin ostebutik, hvor hun assisterede som ung; og vi må gang på gang lægge ører til, at der skulle hankes op ustandseligt og hele tiden i både det ene og det andet.

Monologen er langt fra en troværdig, gribende rejse tilbage i tiden, men et totalt kaotisk, usammenhængende, useriøst tilbageblik på 60 levede år – flere gange med indslag af upassende, platte vittigheder om bl.a. Hitler, oste og hendes mand, der ligger i sengen ved siden af hende, da hun vågner på fødselsdagsmorgenen.

De alt, alt for mange gentagelser stykket igennem gav mig en følelse af at blive kørt i ring. Det var som at sidde på en hest i en karrusel. Jeg fik alle Susannes op- og nedture serveret hulter til bulter – men stykket rykkede sig ikke ud af stedet.
Der blev på ingen måde bygget en dramatiske spænding op, til trods for mindst to meget højdramatiske øjeblikke i Susannes liv, nemlig da hun forlader sin lille datter i USA og rejser tilbage til Danmark, samt siden hen datterens pludselige død, der indtræffer, kort før de skal mødes og sammen rejse til Hawaii.

Alt væsentligt drukner fuldstændig i dette miskmask af et rodet, plaprende og alt for langt manuskript.
Stykket varer 1 time 40 minutter. Det er mindst 40 minutter for meget.

Derfor formår stykket slet ikke at røre og berøre. Det kommer på intet tidspunkt ind under huden, men forbliver ligegyldigt, og tiden falder uendelig lang. Det par, der forlod teatret midt i stykket, har min fulde sympati. Jeg havde gjort det samme, hvis jeg ikke havde skullet anmelde.

Endvidere halter karakterens troværdighed. Man må nødvendigvis stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor et højt uddannet menneske – stamcelleforsker med flere anerkendelser og priser – overhovedet ikke har styr på noget så enkelt som fx en velkomsttale, ikke magter at møde sine gæster, når hun kan forelæse på diverse kongresser?
Nej, Susanne bliver i stedet fremstillet som en rundt-på-gulvet forvirret, hele tiden hurtigsnakkende – bestemt ikke P1, men måske 24-7 – småsludrende kvinde, der ikke engang kan finde rundt i sin egen håndtaske. Det stemmer ganske enkelt ikke overens, og det var der meget andet, der heller ikke gjorde i dette stykke.

Med dette efter min mening ringe manuskript som materiale leverer Marianne Mortensen ganske enkelt en imponerende og flot præstation, som mine 3 kongekroner ubeskåret går til.
Gid en så dygtig skuespiller må få et godt og velskrevet manuskript den dag, hun skal fejre sit 40-års skuespillerjubilæum, for det fortjener hun.