Et af livets store dilemmaer

Dancer in the Dark er en flot og gribende teateriscenesættelse af Lars Von Triers film. Det er historien om Selma, der har en alvorlig sygdom, der næsten har gjort hende blind. Sygdommen er arvelig, og sønnen Gean har arvet samme sygdom, og vil ligeledes med tiden miste sit syn. Selma er indvandret til drømmenes land USA for at tjene penge til en operation, der kan helbrede sygdommen. På trods af en armodig tilværelse som eneforsørger, har Selma sparet penge nok sammen til at betale for én øjenoperation. Valget er nu, om pengene skal bruges på en operation til Gean eller til Selma selv.

Dilemmaet bliver yderligere kompliceret, da en ven stjæler Selmas opsparing. Selma tvinges derfor ud i en kamp for at få pengene tilbage – og det ender med, at Selma dræber vennen og efterfølgende dømmes til døden.

Det Trierske dilemma om hvor langt en mor skal gå for at ”ofre” sig for sin søn, blive til en ganske underholdende fortælling. Men som i så mange andre fortællinger kan man som tilskuer vælge at reflektere over historien på flere måder. For mig er det et pudsigt sammentræf, at den amerikanske præsident Donald Trump samtidig med præmieren på teateropsætningen, offentligt kritiserer den danske samfundsmodel for at være langt dårligere end den amerikanske. Jeg kan så i mit stille sind glæde mig over, at jeg lever i Danmark, hvor vores velfærdsmodel helt eliminere teaterstykkets store dilemma.

Scenen er dygtigt opbygget og skildrer på samme tid en kold fabriksbygning fra midten af det sidste århundrede og samtidig hvilke usle og fattige boligforhold Selma og Gean lever under.

Skuespilspræstationerne er på et fint niveau. Jeg vil dog især fremhæve Sofia Nolsøe, der på blændende vis giver hovedrollen Selma liv og sjæl.

Jeg vil belønne Dancer in the Dark med 4 kongekroner, og jeg vil opfordre alle andre til at reservere en aften og få god underholdning i Aarhus Teater.