Jeg ved det ikke

Overskriften udtrykker essensen af min anbefaling her, for jeg ved det virkelig ikke. Scenen udgøres af laser og pjalter af tunge tøjdynger, der tilsammen virker mørk, monoton og tyngende ... men så udfolder stykket sig. I brudstykker - noget der krævede tilvænning men som egentlig fungerede rigtig godt - illustrerer de seks skuespillere vidt forskellige elementer af selv iscenesættelse, længsel og drømme, tilhørsforhold, talefloskler som i den grad sætter rammerne om hvordan vi omgås hinanden på. Brudstykke-tilgangen krævede af tilskueren at være opmærksom og fange de små ting. "Jeg stikker fingeren i tilværelsen, og den lugter af ingenting" var et af "oplæggene" jeg tog med mig derfra ... i det hele taget gik jeg derfra med mange spørgsmål - hvor meget genkendte jeg i mig selv? Hvor meget genkender jeg i min hverdag, i min familie, i venner og i det hele taget i vores samfund?
Et decideret DEJA VU fik jeg ikke, men bestemt et teaterstykke der kan lægge op til genovervejelse af hvordan vi forholder os til vores medmennesker og os selv.