Tavs gul og knap så lysende lavendel

Som med alt andet går også oplevelsen af et kunstværk eller en kunstudstilling allerede i gang så snart man hører eller læser værkets eller udstillingens titel. Forventninger skabes og tanker sættes i gang, som efterfølgende farver den oplevelse, man får af værket henholdsvis udstillingen. Og dette var selvfølgelig også tilfældet ved udstillingen "Screaming Yellow and Luminous Lavender" ved Museum Jorn i Silkeborg. Udstillingens titel ledte umiddelbart mine tanker hen på noget meget farvestrålende, hvilket måske ikke er så mærkeligt, tillægsordene taget i betragtning. Efterfølgende læser jeg dette på Museum Jorns hjemmeside:

"Under titlen Screaming Yellow & Luminous Lavender iscenesætter [Henrik] Vibskov en alternativ, visuelt orienteret præsentation af værker fra Museum Jorns samling. Henrik Vibskov har lavet et personligt udvalg blandt de 18.000 værker, der findes i Museum Jorns samling. Størstedelen af værkerne befinder sig normalt på museets magasiner og er ikke tilgængelige for offentligheden. Med udgangspunkt i skrigende gul og lysende lavendel skaber Vibskov et visuelt univers omkring museets malerier, skulpturer og grafiske værker."

Efter læsning af denne ikke særligt sigende tekst, glæder jeg mig dog alligevel til at se det alternative visuelt orienterede univers, som Vibskov tilsyneladende har skabt med udgangspunkt i museets (til dagligt henlagte) værker. På museets hjemmeside ser jeg også et gult hus af en slags, som synes at fungere som en form for omdrejningspunkt for udstillingen. Med en glædelig forventning om noget farvestrålende og et visuelt alternativt univers kører jeg til Silkeborg. Jeg forventer at se en udstilling, hvor de to i titlen nævnte farver spiller en hovedrolle på en eller anden måde.

Da jeg så finder det rum på Museum Jorn, hvor udstillingen er, ser jeg den gule hus-konstruktion, jeg havde set på hjemmesiden, der i sig selv er visuelt ret tiltalende, selvom en af de sorte stropper, der skulle holde på noget af huset tilsyneladende var gået i stykker. Bortset fra det var det dog stadig ret tiltalende at se og være omkring. Det gule hus' tre afdelinger er fyldt med huller, hvorigennem man blandt andet kan se forskellige keramiske værker. Men! - ingen af disse værker hverken skriger gult eller lyser lavendel. "Det kan nås endnu!", tænker jeg og går videre. Her mener jeg selvfølgelig, at der ikke er nogle af tingene, der bærer præg af udstillingens titel udover husenes egen noget påskegule farve. Efter at have set husene såvel som igennem dem står jeg med en noget tom følelse: "Er det det? Hvor er den lysende lavendel?" Der er dog nogle nummererede rum til både højre og venstre, men da de hverken syntes at skrige gult eller lyse lavendel, tænker jeg, at de ikke har noget med udstillingen at gøre. Nu skal det siges, at jeg ikke forventede discolys eller andet, men dog noget, der ville springe mere i øjnene end det, jeg faktisk ser. "Nej", siger jeg til mig selv, "det kan da ikke bare være det, der må være noget mere." Som en erfaren museumsgænger går jeg ud af rummet igen og kigger mig omkring efter noget information, der på den ene eller andet måde kan fortælle mig noget mere om udstillingen end det, jeg har læst på hjemmesiden. Ved indgangen til udstillingen ser jeg så en A5-flyver, hvor udstillingens navn står på. "Ok heri må jeg kunne finde noget mere info." Der står blandt andet, at udstillingen består af en god blanding malerier fra guldalderen og 60erne. Vibskov har da, i Jorns værker identificeret to farvetoner, nemlig skrigende gul og lysende lavendel, og det er med afsæt i disse to farver, at han har valgt de andre værker. Og disse andre værker er dem, der hænger i de seks rum til højre og venstre for de gule huse. Om de nu mener, at Vibskov mener, at disse to farver er nogle, der er karakteristiske for Jorn står der ikke noget om, men mon ikke det forholder sig sådan? Endnu engang må jeg dog se mig selv stå lidt med åben mund - men dog optimistisk og åbentsindet i de seks rum. Lad mig sige det sådan: man skal være mildest talt meget god ved udstillingen for at kunne identificere de to farver i de udvalgte malerier.

Det hele minder mest af alt om et stunt. Måske vil man gerne have flere unge mennesker til at besøge museet og det tror man så, at man kan ved at parre en kendt dansk maler med en moderne modeskaber. Dette er ikke i sig selv en dårlig idé, såfremt museet lykkedes med det og på samme tid havde lavet en god udstilling. Jeg vil dog mene at de er mislykket gevaldigt med hensyn til kvaliteten af udstillingen; det virkede simpelthen ikke. Hvis de nu bare havde kaldt udstillingen noget i retningen af "Jorn i Vibskovs klæder" eller "Vibskovs opsætning af værker på museum Jorn" ville det måske give mere mening. Men det at sætte fokus på to farver på den måde, som de gør ved at iklæde farverne de ovenfor nævnte tillægsord virker både søgt og poppet. Det virker smart blot for at være smart, og man finder ikke ved gennemgang af udstillingen nogen dybere mening med titlen.

En måde man måske kunne rede det på var ved at dæmpe lyset i det rum, hvor det gule hus står og lade lavendelfarvede lamper lyse inde i dem, så lyset strålede ud af de mange huller og lade der være lidt mere lys i de små rum til hver side, sådan at man som aktiv tilskuer blev draget af huset og af de forskellige rum. På den måde vil det hele også være meget mere iscenesat og gennemført i stedet for at tro, at man kan kalde et værk noget flot og så lade titlen bærer det hele.

Alt i alt en ret tavs og opstyltet oplevelse. Men det gule hus var fint...