2. februar 2015
af Allan Lauridsen
KAN OPLEVES I BOGFORM
I stemningsbilleder beskriver Allan Lauridsen processen fra at være benovet tilskuer til Skolescenens forestillinger, til selv at være med til at skabe de kunstneriske udtryk på de store professionelle scener.
Læseren får indblik i livet bag kulisserne, medarbejdernes engagement, faglighed og samarbejde. Miljøet bag scenekunsten beskrives på en nuanceret måde og viser, at teatrets magi er skabt af både kunstnere, håndværkere og arbejdsmænd, der alle lever af at være i konstant forandring og altid yde deres bedste. Men bogen fortæller også om et engageret teatermenneske med mod på at tage særlige udfordringer op.
Teatrets verden er ikke nødvendigvis en drømmeverden, men arbejdspladser der skaber drømme. Den personlige vinkel giver masser af godt stof både historisk og fagligt. Bogen handler om nationalscenen, der gik ud af sit gode skind – om organisationen og organismen – om den evige proces med forandringsledelse – om store personligheder i følelsernes vold – om generøsitet, respekt, mod og handlekraft.
Det er en anderledes fagbog i forhold til det almindelige fagbogsrepertoire, og den vil kunne læses med lige stor fornøjelse af folk i teaterbranchen som af dem, der næres af den særlige nysgerrighed efter, hvad der ligger bagved de gode oplevelser.