6. oktober 2011
KAN OPLEVES I BIOGRAFEN SPREDT I HELE LANDET
Efter moderens død kommer Ren MacCormack i pleje hos sin onkel. Der er langt fra det moderne Boston til den lille sydstatsby Bomont. Ikke blot i kilometer, men også i år. Ren er fuldstændig uforberedt på de strenge moralske regler i det lille samfund: Ingen højlydt musik, ingen spiritus til unge, ingen dans. Ren og hans bymanerer bliver hurtigt bemærket; af lærerne, af sheriffen og af de andre elever. Han får både venner og fjender – det sidste, især fordi Ariel, datter af pastor Shaw, der våger over byens moral, får et godt øje til ham og måske ser ham som en mulighed for at gøre oprør mod sin far på en ny måde. Men Ren vil ikke lave ballade. Han vil bare have lov til at danse. Og han stiller sig i spidsen for et ungdomsoprør i Bomont.
Med Kenny Wormald og Julianne Hough i hovedrollerne vender instruktøren Craig Brewer tilbage til en af 80’ernes skelsættende ungdomsfilm, ”Footloose”. Her sættes de voksnes forskrækkede beskyttelsesforanstaltninger op over for ungdommens altid usvækkede tro på livet – og deres ønske om simpelthen at være unge. Og få lov til at danse.