5. april 2019
KAN OPLEVES PÅ FREDERIKSBERG
Den vilde historie om de altomvæltende år i Hofteatrets og dansk operakulturs historie, hvor operaelskeren Christian 8. inviterer en italiensk operatrup inden for i Hofteatret. De konservative blandt byens smagsdommere vender øjne - men mange andre går amok af begejstring over en helt ny og grænseoverskridende form for musikdramatik.
RAMASKRIG – DA ITALIENERNE VÆLTEDE HOFTEATRET er en udstilling og en tilhørende bogudgivelse, der fortæller overraskende historier om et spændende kapitel af dansk teaterhistorie: den italienske operas indtog i Hofteatret i 1840’erne. Udstillingen kurateres og produceres af Teatermuseet i Hofteatret i tæt samarbejde med operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht. Berlingske skrev: "Teatermuseet i Hofteatret bag Christiansborg har stor succes med et tema om københavnernes møde med italienske operafolk for halvandet århundrede siden. Man får røverhistorier om alt fra konger til kræsne kritikere og kunstnere i livtag med kolera og krige". Samtidig har Teatermuseet i Hofteatret udgivet Engelbrechts bog med samme titel. » se anmeldelse her og her
RAMASKRIG fortæller om forvandlingen af både den kunstneriske forståelse af operaen og publikumskulturen omkring den i Danmark i midten af 1800–tallet. Den lille trup italienske sangere synger opera på en måde, som danskerne aldrig har oplevet før. De leverer en helt anden vare end den, publikum er vant til fra italienernes mere afdæmpede danske skuespillerkolleger på Det Kongelige Teater. I ti sæsoner er Hofteatret ramme om de skiftende italienske operakompagniers vintersæsoner.
Hofteatret havde på det tidspunkt ligget stille som teaterscene i en del år – men blev brugt flittigt, når borgerskabet gik til koncert. Fra 1820 og frem til 1847 lagde Hofteatret i perioder scene til utallige musikalske arrangementer, bl.a. sat i scene af Selskab for Musikkens Udbredelse. I 1840’erne holder den italienske opera så sit indtog i Hofteatret. Christian 8. ser alene den første sæson 28 af italienernes 71 forestillinger, enten helt eller delvist – så han er særdeles interesseret i at forbedre forholdene i det noget nedslidte Hofteater. Man sætter interiører og publikumsfaciliteter i stand – for både kongens og det øvrige publikums skyld. Salen i Hofteatret står den dag i dag stadig i det store hele som den blev udformet i 1840’erne.
Du bliver taget med tilbage til en operavirkelighed, hvor orkester og kor sandsynligvis er ringere end man kan forestille sig, hvor sangerne melder hinanden til politiet for vold, hvor en af cheferne flygter fra en kæmpegæld - og hvor københavnerne slås korporligt om de alt for få pladser i Hofteatret. Her stifter det danske publikum for første gang bekendtskab med Verdis musik, og her udløser de eksotiske sangere et sandt ramaskrig blandt københavnerne.