INGEN TAGER SIG SAMMEN PÅ DISSE EGNE

KAN OPLEVES I HELE LANDET

Ny EP med Tue West

Efteråret 2017 kører en bil fyldt med gear mod Møn. Der er booket 5 dage i Realfarm, en firelænget gård omringet af marker, hvor de to af længerne er indrettet som studie.
Planen er at indspille grundspor til et kommende album.

Kjærulff er med som hjælpende hånd til tekniske, praktiske og kreative udfordringer. Men hans umiddelbare øre på musikken giver processen en drejning, da der bliver taget skitser frem, på en varm dag i haven. Han falder for nogle melodier og stemninger, der langt fra er færdige og dermed bliver nye sange til, og processen bliver en blanding af kreativitet, sangskrivning og musikalske ideer.

De store rum bliver indtaget og ideerne sluppet løs. Jeg husker blandt andet at indspille klaver på “Havet og Månen” mens solen står op, efter en 20 timers arbejdsdag. Clara Gaarn dukker op senere på ugen og projektet udvikler sig omkring vokalerne. Unisont og enkelt, i sangenes tilblivelse.

Ugen efter går vi hver til sit og musikken lagrer sig. Ideerne fra Møn er tilfredsstillende, men kræver tid og tanke til færdiggørelse, så fragmenterede arbejdsperioder og post-indspilninger holder projektet igang og færdigudvikler det.

Her står vi så 1 1/2 år efter, med EP’en “Ingen tager sig sammen på disse egne”. Et minde fra Møn, og fra en kreativ bobbel. (Tue West)

1. “DER SKAL VENTES I DAGSRUS”
“En stemme blir så stor i stilhed og noget tager imod os på vejen”
En sang om tiden der jager os, eller os der jager tiden. Tanker er gaver og vi får gaver af tanker, der ikke tæller for noget, men rusen er der stadig.
“Vi stopper op i blæsten af taler, fra mennesker der bløder ideer”
Og vi ender I midten af virvaret og bliver altid konfronteret med tiden, vi bruger og lever i.

2. “BLIKKENE DER FORSVANDT”
“Fortæl om sommer, sorte skygger, dage glemt i saglighed”
En sang om oplevelser og indtryk der kommer og går, som årstider, blikke og møder.
Alt det vi elsker at savne, selvom vi aldrig rigtig kan få det igen.

3. “HAVET OG MÅNEN”
Inspireret af ungdomsfester i mine forældres sommerhus, og privilegiet at gå med en pige ned til strandkanten, mens fuldmånen oplyser havet.
“Fulde nætter, langs en fortid”
En ode til generationerne på spidsen af Halsnæs.

4. “INGEN TAGER SIG SAMMEN PÅ DISSE EGNE”
Mon vi nogensinde kan gøre det helt rigtige i starten af en tosomhed. Navigere i det at tvivle og elske på samme tid. Men hvis ingen rigtig kan tage sig sammen, omkring at ville hinanden, så kan man heldigvis vente. Betragtninger og billeder fra nærhed og savn, og optimisme i realiteternes navn. Når intet er fastlagt er det jo egentlig meget rart, for så er drømmene der stadig.