28. februar 2013
KAN DOWNLOADES FRA NETTET
Vinderne af KarriereKanonen, nordjyske DANCE WITH DIRT, er fire frygtløse drenge fra landet, som modigt stiller sig ind i rockens arvefølge. Årsagen er simpel: Rock kan – mere end noget andet – skabe fest og fællesskab. Og i deres version skal den være spillet af mennesker for mennesker. Uden så meget pis.
Rocken lever, og med DANCE WITH DIRT har den fået en af sine kraftigste energiindsprøjtninger længe. For den nordjyske kvartet tager det gerne på skuldrene at videreføre traditionerne fra forfædre som Led Zeppelin og The Who, onkler som Nirvana og Guns ’N’ Roses og storebrødre som Muse og Foo Fighters. De skriver tidløse sange om fester, piger og udlængsel, for når alt bliver for trægt, alt bliver for kedeligt, eller alt bliver for indadvendt er det rocken, som sætter folk fri. Det har de hver især erfaret gennem livet.